Rafael Nadal knuser Federer i Rom-finale

Roger Federer lavede masser af uprovokerede fejl og tabte finalen i Rome Masters med 1-6 og 3-6 til Nadal.

Rafael Nadal knuser Federer i Rom-finale

Rafael Nadal var klasser bedre end sin gamle rival, schweizeren Roger Federer, da de to tennisstjerner stod over for hinanden i finalen ved Rome Masters.

Nadal vandt sikkert med 6-1 og 6-3 over Federer, der lavede masser af fejl på gruset i den italienske hovedstad.

Schweizeren er også et godt stykke fra topformen, da han har holdt en to måneder lang pause fra marts og frem til maj.

Federer gjorde comeback for to uger siden i Madrid, hvor han tabte i 1/8-finalen til japanske Kei Nishikori. Mod Nadal lavede han hele 32 uprovokerede fejl mod Nadals otte fejl.

Rafael Nadal er modsat Federer inde i en forrygende periode, efter at han i februar gjorde comeback efter en lang skadepause.

Den 26-årige spanier har været i finalen i de seneste otte turneringer og vundet de seks af dem. Det tog kun 23 minutter at vinde første sæt over Federer, der gjorde lidt mere modstand i kampens sidste dueller.

Nadal, der rykker en plads frem på verdensranglisten til fjerdepladsen efter finalesejren i Rom, har nu vundet 20 af 30 møder med Federer. 13 af sejrene er blevet sikret på grus, som er Nadals favoritunderlag.

Spanieren hører til blandt storfavoritterne, når French Open begynder om en uge i Paris.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.