Musik

Raket på kulturhimlen

24-årige Christina Henriksen satser alt på karriere som sangerinde

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Christina Henriksen satser på en ny pladekontrakt med egne numre.

Allerede i børnehaveklassen var hun kendt som "hende, der kan alle teksterne og altid synger højest". 24-årige Christina Henriksen elsker at synge, og gerne med publikum på. For nogle år siden sprang hun op på scenen og sang duet med Johnny Logan, på torvet i Sæby, og nu står hun på spring til en kontakt med et pladeselskab, der vil udgive en cd med hendes egne sange. - Jeg var 13, da jeg første gang optrådte for et større publikum. Det var ved en talentkonkurrence i hallen i Østervrå. Jeg sang Think Twice af Celine Dion, og der var 750 tilhørere, husker Christina. Siden hun gik ud af skolen, har hun målrettet arbejdet med musikken, og selv skaffet penge, så hun kan rejse til USA for at blive undervist og skabe et net af kontakter i musikbranchen. - Jeg har været i Los Angeles flere gange. Første gang i 2006, hvor jeg i Hollywood opsøgte Seth Riggs, som har hjulpet mig med stemmetræning, fortæller Christina. Seth Riggs er ikke en hvem som helst i amerikanske showbusiness. Den amerikanske stemmeguru har haft fat i stemmebåndene på verdensstjerner som Stevie Wonder, Julio Iglesias, Prince, Ray Charles, Cher, Michael Jackson ... og så Christina fra Frederikshavn. Det er slet ikke så ringe endda... I juni-juli i år spillede Christina med et amerikansk band på Whiskey A' Go Go i Los Angeles. Herhjemme har hun indspillet flere demoudgaver af egne sange optaget i Lyddokken med F.S. Orlonn som producer. Christina har allieret sig med den lokale kulturs Don Corleone, Henrik Røde Jensen, der ser et stort potentiale i Christina. - Jeg har sendt hendes sange til nogle af mine kontakter i branchen, der alle vender tommelfingrene opad, siger Røde. Guitarvirtuosen Knud Møller for eksempel, der giver følgende skudsmål: Fantastisk stemme, rigtig god karisma, og så virker det, som om hun har noget på hjerte, hvilket ikke er særligt almindeligt! Christina kan høres live fredag og lørdag, når Kulturraketten letter med et brag af alskens kulturelle aktiviteter - og så lover hun et overraskende musikalsk festfyrværkeri, et eller andet sted i kulturrakettens stjernehimmel ...