Udland

Raketangreb mod Israel forstærker frygt for ny intifada

For første gang siden våbenhvilen i november er der affyret en raket fra Gaza mod Israel.

Raketangreb mod Israel forstærker frygt for ny intifada

Raketangrebene på Israel fra Gazastriben er genoptaget. Tidligt tirsdag morgen ramte en raket et område i det sydlige Israel, oplyser myndighederne.

Ingen personer er tilsyneladende kommet til skade under angrebet, der er det første, siden Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse i november indgik en våbenhvile.

- Raketten ramte tidligt i morges nær Ashkelon og ødelagde dele af en vej. Ingen kom til skade, siger polititalsmand Micky Rosenfeld.

Sidste års våbenhvile kom i stand efter flere dages raketbeskydninger mod Israel, som den jødiske stat svarede igen på med luftangreb mod den palæstinensiske enklave.

Adskillige personer på begge sider mistede livet under konflikten, heriblandt 177 palæstinensere, hvoraf omkring 100 var civile. Også seks israelere mistede livet.

Spændingen i området er stor, efter at en palæstinenser døde i israelske fangenskab lørdag. Palæstinenserne hævder, at han blev tortureret ihjel, og der har i flere dage været voldsomme protesteret mod Israel på Vestbredden.

Mandag stimlede tusindvis af palæstinensere sammen i byen Sair på Vestbredden, da 30-årige Arafat Jaradat, som var far til to børn og medlem af Al-Aqsa Martyrernes Brigade, blev begravet.

Både palæstinenserne og FN's særlige koordinator for fredsprocessen i Mellemøsten, Robert Serry, har krævet en uafhængig undersøgelse af Jaradats dødsfald.

Militante fra Al-Aqsa Martyrernes Brigade, som er den væbnede gren af den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse, har svoret at hævne drabet på palæstinenseren.

- Denne forfærdelige forbrydelse vil ikke gå ustraffet hen, og vi lover de zionistiske besættere, at vi vil svare igen på denne forbrydelse, lød det i en erklæring under begravelsen af Jaradat.

Israel frygter, at de blodige optøjer kan udvikle sig til en tredje intifada, hvis konfrontationerne resulterer i mange dødsfald.

Palæstinenserne første intifada gik fra 1987 til 1994, og det andet oprør strakte sig fra årene 2000 til 2005.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst