Raketangreb mod Wolfowitz' hotel i Bagdad

Bagdad, søndag /ritzau/ --- --- --- --- Se også telegrammet JAPAN/IRAK/USA --- --- --- --- Et raketangreb tidligt søndag på det ellers velbeskyttede Hotel Rashid i Bagdad havde måske en af USA's øverste embedsmænd, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, som mål. En amerikansk soldat blev dræbt og 15 andre såret ved angrebet, mens Wolfowitz slap uskadt, rapporterede nyhedsbureauet AFP. Alle fire danskere, som opholdt sig på det 14 etager høje hotel, slap også uskadt, oplyste chefen for den danske styringsenhed i Bagdad, Torben Gettermann, til Ritzau. - Der lød en række brag. Jeg talte cirka seks. Bygningen rystede, og der opstod en del røgudvikling, sagde Gettermann. Angrebet fandt sted omkring kl. 06 lokal tid. Paul Wolfowitz, der ses som en af arkitekterne bag krigen mod Saddam Hussein, blev efterfølgende ført bort fra hotellet af sikkerhedsstyrker. Senere betegnede han angrebet som "desperate handlinger fra et døende kriminelt regime". Blandt de sårede var 11 amerikanere. Trods sikkerhedsforanstaltningerne omkring hotellet kunne amerikanerne søndag konstatere, at det var lykkedes angriberne at affyre 29 raketter fra et hjemmelavet raketstyr i en trailer, der var kamufleret som en elgenerator. Angriberne var på denne måde kommet på omkring 400 meters afstand af hotellet. Cirka syv af raketterne ramte hotellet. Ifølge de første kommentarer fra det amerikanske militær til AFP kom en bil med tre personer kort før angrebet til Zawra-parken 400 meter fra hotellet. Her blev raketstyret efterladt, og mellem tre og fem minutter senere begyndte skydningen. - Der var i alt 40 raketter. 29 af dem blev affyret. Det var en kombination af 85- og 68 mm raketter, sagde en amerikansk militærofficer anonymt til AFP. Raketter af førstnævnte type bruges typisk af helikoptere, mens raketter af sidstnævnte kaliber oftest fungerer som jord-til-luft-missiler. - Det var ikke nødvendigt at have stor præcision eller træning, sagde officeren. Tilsyneladende har angriberne ventet på deres chance. Traileren blev efterladt ved et område, som blev åbnet for offentligheden lørdag i et forsøg på at signalere større åbenhed og normalitet. Samtidig er reglerne om udgangsforbud i Bagdad blevet lempet. Angrebet var måske ikke det eneste mod Wolfowitz. Lørdag besøgte han via helikopter amerikanske soldater i Saddam Husseins hjemby Tikrit. Få timer senere blev en amerikansk black hawk-helikopter skudt ned af en raketdrevet granat i samme område. Nyhedsbureauet Reuters rapporterede, at en af de fem ombordværende amerikanere blev såret ved en efterfølgende nødlanding. Derefter brød helikopteren i brand ifølge øjenvidner. Angrebene mod de amerikanskledede styrker i Irak er intensiveret i de seneste uger. Amerikanske militærfolk mener, at gerningsmændene enten er Saddam-loyalister eller fundamentalistiske muslimer fra udlandet. Imidlertid viste en meningsmåling blandt irakere i sidste uge, at der også er en stigende tendens til at se koalitionsstyrkerne som en "besættelsesmagt". Tilsyneladende har amerikanerne svært ved at skaffe de efterretningsoplysninger, som ville gøre det muligt at bekæmpe angriberne mere effektivt. Det fremgik af en amerikansk rapport, som blev offentliggjort lørdag. Af den fremgik, at de amerikanske efterretningsindsamlere i marken kun producerer en fjerdedel af de rapporter, de egentlig skulle. Statusrapporten var lavet af den amerikanske hærs Center for Lærte Lektioner (Center for Army Lessons Learned), som har til huse i Fort Leavenworth i Kansas. Blandt de store kritikpunkter var forvirring i behandlingen af efterretningerne, samt det faktum at de amerikanske efterretningsindsamlere ikke kan få almindelige irakeres tillid, så længe de også deltager i såkaldte "spark døren ind"-aktioner sammen med egentlige kampsoldater. I USA stiger den folkelige modstand mod engagementet i Irak. Lørdag gik titusinder af demonstranter på gaden i flere amerikanske byer med krav om afslutning på besættelsen af Irak. /ritzau/