EMNER

Raketterne regner ned over Homs

BEIRUT:De blodige uroligheder i Syrien har kostet mindst 19 mennesker livet tirsdag. Langt størstedelen er civile, som er blevet dræbt under et voldsomt bombardement af oprørsbyen Homs. Det oplyser Syrian Observatory for Human Rights. - Bombardementet af Baba Amr-kvarteret begyndte ved daggry og er det mest intense i fem dage, siger Rami Abdel Rahman fra menneskeretsgruppen, der får sine oplysninger fra aktivister rundt om i Syriens byer. - I gennemsnit falder der to raketter i minuttet, siger han og tilføjer, at raketangrebet kostede seks civile livet i Baba Amr alene tirsdag morgen. En anden aktivist, Hadi Abdullah tilføjede i går, at den humanitære situation er yderst alvorlig og at gravide kvinder, mennesker med hjerteproblemer, diabetikere og særligt sårede mennesker ikke har kunnet evakueres. Siden forrige weekend er flere hundrede mennesker dræbt i Homs, hvor præsident Bashar al-Assads styrker har sendt byger af raketter og granater ind over byen./ritzau/AFP