Rakkerpak kommer til byen

HOBRO:Dansk Rakkerpak kommer til byen - og i gamle dage gjaldt det om at få vasketøjet indendøre og holde godt øje med pigebørnene, når rakkerpakket meldte sin ankomst. Nu til dags behøver vi ikke frygte for hverken vasketøj eller pigernes dyd, når Dansk Rakkerpak kommer til byen - til gengæld lover de gang i gaden, når de lørdag 9. august opfører gadeteater-forestillingen "The Limbus Family" på torvet ved Biblioteket i Hobro. Det er Børneteater-kredsen i Hobro, som står for arrangementet, hvortil der er gratis adgang. Forestillingen, "The Limbus Family" handler om en stilfærdig ung pige, som af sin skytsengel bliver sat i forbindelse med to fallerede artistbrødre. Hun bliver ansat som deres assistent og finder ved et tilfælde en cirkusplakat, som viser, at hendes nyligt afdøde mor engang har været en del af nummeret. Og en af brødrene må væres hendes far. Den smarteste af brødrene indrømmer, at han har været kæreste med hendes mor og påtager sig modvilligt faderskabet. Et skæbnesvangert uheld, under udførelsen af et farligt moment, kræver en organdonor og sætter igen fokus på faderskabsproblematikken. En alvorlig familiekrise truer og nødvendiggør, at skytsenglen for alvor på træde i karakter. Det er en vedkommende forestilling om blodets bånd og vigtigheden af at kende sit biologiske ophav. Den bliver fremført på og omkring en vaskeægte Limbus motorcykel i Dansk Rakkerpaks fysiske teatersprog, som appellerer til både børn og voksne. Og som teatertruppen erklærer: Vores vej har hidtil været brolagt med både roser og rådne tomater, men ingen har nogensinde beskyldt os for at være kedelige.