Ralforsøg fortsætter efter halv succes

Hvis stennedlægger tilpasses strandens forhold kan den vise sig effektiv

SLETTESTRAND:Under intens overvågning af en stribe myndighedspersoner og turistfolk gik Bejstrup Maskinstation i går i gang med nummer to forsøg på at tæmme raldyngerne på Han Herreds strande. Det første forsøg ved Tranum Strand var ingen succes, men det gik tilsyneladende bedre i anden ombæring, hvor en stennedlægger til kartoffelmarker blev taget i anvendelse ved Slettestrand. Efter at to dybe furer var trukket med en speciel plov, kørte en anden traktor med stennedlæggeren over toppene og samlede stenene op på et transportsold til et bånd, der vippede dem ned i bunden af furerne. Og der lå de nok så nydeligt, de større sten. - Det er ikke helt, som man kunne ønske, men det er heller ikke en fiasko, siger Peter Laursen, konstitueret teknisk chef i Fjerritslev Kommune. - Tydeligvis er det kun de større sten, der bliver samlet op, så der skal et mere fintmasket sold til og andre kæder til at trække soldet. Udstyret er jo til sten i markjord, så det skal tilpasses strandens forhold, hvis det skal lykkes at få de mindre sten ned i dybden, siger Peter Laursen. - Vi betragter det som en halv succes i dag, og entreprenøren vil nu gøre forsøget færdigt med et bedre egnet udstyr. Derefter vil vi evaluere det, og hvis vi tror på ideen, vil vi foretage beregninger på omkostningerne og indsende en ansøgning om dispensation hos myndighederne Det vil sige Skov- og Naturstyrelsen og Kystinspektoratet. - Det vi har set, er at princippet virker, men vi ved ikke, hvor holdbar løsningen er i vejr og vind. Og det koster 1500 kr. i timen at have maskineriet i gang, så det er ikke noget, der skal ske mange gange i løbet af en sommer, konstaterer Peter Laursen. Han tilføjer, at der i arbejdsgruppen bag forsøgene er enighed om, at dette nok er den sidste mulighed, og at der ikke er bedre metoder, medmindre man vil transportere ral væk fra stranden. Og den løsning anses for urealistisk. - Vi har dog også fået en henvendelse fra Poul Jacobsen, der er kendt for sine eksperimenter med drænrør i strandene. Men der er skepsis i arbejdsgruppen over for hans metoder, oplyser Peter Laursen. - Uanset hvordan resultatet af dette forsøg bliver, kan vi aldrig nogensinde få strande, der ligner dem i Blokhus. Men de kan måske blive bedre, end de er nu. Det er turisterhvervet, der har ønsket at forbedre forholdene på strandene for sommergæsterne, især ved Tranum Strand, Slettestrand og Klim Strand, hvor raldyngerne er vokset de senere år og besværliggør færdsel og ophold på stranden.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk