Ramadan - mere end bare faste

Om man vil holde ramadan er en personlig sag, mener Amina Mahamuod Hassan og Abdulkadir Sheikh Abdullahi fra Aalborg. Selv holder de fast i de traditioner, de kender fra Somalia, men ikke for enhver pris

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Abdulkadir Sheikh Abdullahi er i tvivl, om han overhovedet ville holde ramadan, hvis han fortsat boede i Somalia. Men i Danmark er det blevet en vigtig del af hans selvforståelse.

De første dage knurrer maven. Man er sløv og træt. Men forbavsende hurtigt vænner både fordøjelse og psyke sig til, at mad kun er noget, man spiser om aftenen og de i tidlige nattetimer. - Nogen synes, det er noget underligt noget ikke at spise, men for os er det naturligt, at det er på den måde. Vi er vant til, at det er sådan, fordi vi har fastet, siden vi var børn, forklarer Abdulkadir Sheikh Abdullahi. Den 42-årige lærer på Seminarieskolen i Aalborg kom til Danmark som flygtning fra Somalia for godt 15 år siden. Med sig havde han en stor vilje til at lære dansk og klare sig, men også et ønske om at fastholde de traditioner, hans religion tilskriver. Derfor holder han ramadan, men tilpasset de vilkår, et fuldtidsarbejde og en familie nu engang giver. - I Somalia er det hele landet, der faster. Man begynder en måned før med forberedelserne, man taler meget om det og køber ind. Det er noget, man glæder sig til. - I Danmark er vi kun en lille gruppe, der holder ramadan, mens resten af landet fortsætter, som det plejer, siger han og tilføjer, at i Somalia arbejder man typisk mindre i den måned, fasten står på - man indretter sig efter, at en stor del af livet er henlagt til efter solnedgang. Glade råb i gaderne Han fortæller passioneret om, hvordan gaderne, når mørket falder på, genlyder af glade råb, restauranterne holder åbent til klokken 03 om morgenen, og man mødes for at snakke og hygge sig. - Her i Danmark er det slet ikke en folkefest på samme måde. Det er noget, vi gør, siger han. Samme oplevelse har 43-årige Amina Mahamuod Hassan, som er børnehaveklasseleder på Seminarieskolen og ligeledes er flygtet fra Somalia. Ramadanen er ikke det samme. Alligevel synes hun, det er vigtigt, at hendes to teenagebørn lærer traditionerne og forsøger at overholde dem. Selv kan hun på grund af sukkersyge ikke faste, men familiens liv bliver alligevel lagt om i dén måned, så børnene kan være med. - Vi spiser selvfølgelig om aftenen og går så i seng ved midnatstid. Vi står op igen omkring kl. 02 og spiser, hvad vi kalder morgenmad. Så sover vi lidt igen til klokken 06 eller 07, hvor vi står op og går i skole, siger hun og tilføjer, at det bliver til en meget lang dag, og man derfor bliver meget træt under ramadanen. Abdulkadir Sheikh Abdullahi, af de fleste bare kaldet Sheikh, er derimod mere i tvivl om hans børn kommer til at festligholde fastemåneden, når de selv bliver store nok til at bestemme. Han tror, at mange af de traditioner, som han selv er vokset op med i Somalia, efterhånden vil glide ud, fordi børnene aldrig har oplevet, hvordan en rigtig ramadan er, men kun har prøvet den tilpassede danske version. I virkeligheden er han heller ikke overbevist om, at han ville holde ramadan, hvis han fortsat kunne bo i Somalia. Hvis han skal være helt ærlig, tror han, at han tager det mere alvorligt, fordi han er i Danmark og dermed væk fra sin oprindelige kultur. - Da jeg flygtede som 23-24-årig havde jeg en universitetsuddannelse med mig, så kom jeg til Danmark og kunne ingenting. Jeg skulle begynde helt forfra. Jeg var som et barn. Jeg skulle lære et nyt sprog. Og den uddannelse, jeg havde, kunne jeg ikke bruge her. Jeg mistede meget af mig selv og min identitet. Det eneste, der var tilbage, var mit forhold til min gud, det kunne jeg udvikle, fortæller han. Øjnene er intense og hænderne gestikulerer ivrigt, som signal om, at det her er vigtigt. - Om man vil holde ramadan eller ej er for mig en personlig sag. Jeg gør det, fordi det er en del af min identitet, det er det, jeg er vokset op med. Men det er slet ikke obligatorisk, siger han. Abdulkadir Sheikh Abdullahi og Amina Mahamuod Hassan er enige om, at man ikke er mindre værd som muslim, fordi man eventuelt måtte springe ramadanen over. Det må være op til den enkeltes samvittighed, om man vil overholde fasten eller ej. Men er hverken bedre eller dårligere af den grund. Nærmere til Gud De vil dog ikke afvise, at andre muslimer kan have et strengere syn på ramadanen, men fra deres egen omgangskreds kender de ikke til, at der bliver set skævt til dem, der undlader at faste. - Hvis man for eksempel har et arbejde, man har svært ved at passe, hvis man faster, så giver man bare almisser til de fattige i stedet, så er den sag ordnet, forklarer Abdulkadir Sheikh Abdullahi og tilføjer: - Der er ikke nogen, der står med pegefingeren. I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at der er nogle, der skulle have ret til at bestemme over andre. Jeg faster i hvert fald ikke for at andre skal kunne sige, at jeg er en god muslim. Det er en sag mellem mig og gud, siger han. I det hele taget er ramadanen en måned til eftertanke og refleksion. Sagt på en enkel måde er filosofien, at man prøver at skabe mere lighed mellem dem, der har og dem, der ikke har. For når den fastende føler sult, bliver han mindet om, at der nogle, der har mindre end ham selv. Derfor giver mange også pengegaver til fattige i løbet af fasten eller inviterer bekendte, der ikke selv har så godt råd. - Man prøver at være et bedre menneske i ramadanen. Man pjatter ikke så meget og forsøger at være ordentlige ved hinanden, forklarer Abdulkadir Sheikh Abdullahi, mens Amina supplerer: - Det er en måned, hvor man skal komme nærmere til gud.