EMNER

Rambo bag facaden

Forestil Dem en sammenstimling af mennesker i Bilka. Alle vil have fat i samme vare, sindene koger. For at holde styr på hoben sparker vagterne kvinderne over benene. Også de gamle damer.

- Nej vel? Sådan gør man ikke. Derfor er det et stort skridt for en dansk soldat at sparke til irakiske kvinder, siger kaptajn Jess K. Torp, Aalborg Kaserner. Han bruger tankebilledet for at give et indtryk af livet som udstationeret soldat og udøvende politimyndighed i Irak. - Vi skulle holde skik på en større gruppe mennesker, da der blev uddelt rationeret brændstof. Der har vel været et par hundrede. Vi spærrede for dem ved rent fysisk at stå der og vi skubbede bare. Det gav en helvedes ballade. - Det ender galt. En af jer dør, sagde en af de lokale. - ??? - I gramser på kvinderne. - Hvad skal vi så gøre? spurgte jeg og fik svaret: - Spark til dem. Det gør vi selv. På den måde lærte vi at lappe dem én over benene. Men både for mig og for de andre var det grænseoverskridende. Hverken i vores træning eller i den almindelige opdragelse indgår, at man sparker til gamle damer. Men i Irak berører man ikke folk fysisk og den viden har vi ladet gå videre til holdet efter os. 36-årige Jess K. (for Kenneth) Torp var på det første hold danskere i Irak som chef for MP'erne. Han kom hjem midt i oktober efter fireogenhalv måned i op til 60 graders tør varme, der føltes, som stod han klinet til en flymotor, og i en kultur, der gjorde håndsstore edderkopper, slanger og andet kryb til ingenting. Irakerne, deres menneskesyn og armod var værre. Oplevelserne er kommet på afstand. Men ikke længere væk end han sagtens kan fornemme, hvad der foregår i hovederne på de 500 mand, som lige er kommet hjem. Du er ikke underlig Et møde med en psykolog er en del af modtagelsen. Den blev obligatorisk med danske styrkes udstationering i Irak. Og en god del, mener Jess K. Torp, fordi den enkelte soldat får sat ansigt på en psykolog, som han måske mener, han ikke har brug for i øjeblikket, men som han altid kan henvende sig til. - Netop det, at alle får samme modtagelse og de samme ti spørgsmål, gør, at man undgår følelsen "jeg er nok underlig", hvis man gerne vil have hjælp, siger Jess K. Torp, der fortsætter: - Det hele er uvant. Man kan ikke sige, at den eller den episode giver onde drømme. Hvis det sker, er det efter min opfattelse helheden, der kan have været for voldsom. Personligt har jeg ikke været ude for onde drømme. Men det er godt, at der er mulighed for professionel hjælp og endda hjælp fra en person, som har besøgt Iran og dermed har dannet sig et indtryk af, hvad der foregår. Det, som vi har oplevet, kan næppe forstås af mennesker, som ikke har været der. Det betyder ikke, at det er dårlige oplevelser. De er en del af vores træning. Men de er meget anderledes end de daglige herhjemme. Derfor betyder kammeratskabet, også efter hjemsendelsen, meget. Vi ved, hvad vi taler om og skal ikke begynde forfra. Dommer: Hæng ham Træningen til, hvad man gør og ikke gør som dansk MP'er, vendes ifølge kaptajnen på hovedet i Irak. - Vi lærer ligesom det civile politi at sige til en forbryder: Du er anholdt. Er det ikke nok, lægger vi en hånd på manden og sådan mener vi, magtanvendelse skal foregå. I Iran starter de med at slå. Mænd slår kvinderne, kvinderne slår børnene. Tankegangen er i modsætning til vores, at hvis jeg tæver dig, er jeg den kloge. Der sker ikke mig noget. Det er en voldskultur, de stærkes ret. Og husk på, de har 35 års brutalt diktatur bag sig. Jeg spurgte politifolk, vi uddannede, om alle mænd slår deres koner. Svaret var, at 90 pct. af mændene gør. Og de sidste ti? De er ikke gift. Vores opgave var og er at vejlede irakerne i demokrati ud fra vores værdier. Det nytter ikke med Saddams metoder. Alligevel var vi ude for en juridisk dommer, som skulle dømme nogle, der havde stjålet og solgt noget. - Det er fint nok, at I anholder én. Men næste gang, så hæng ham. Det sagde han og det mente han. Den slags kan medføre en konflikt i én selv om det, som du er der for. Der er også højrisiko-anholdelserne. Alle kender dem fra film. En tidligere regimestøtte og våben- og narkohandler er omringet i en hytte, og vi skal trænge ind. Det er vi trænet til. Men man er nødt til at forholde sig til virkeligheden. Går det galt for mig, gør du sådan og sådan. Vi var heldige. Det gik ikke galt. Ingen døde, ingen sårede. Men det sker og er sket, at en soldat har skudt en mand. I næste øjeblik er han over ham for at give førstehjælp. Også det er vi trænet til og sådan skal det være, fordi manden jo ikke mere er en trussel. Men sådan en oplevelse glemmes heller ikke lige med det samme. Små, store problemer Jess K. Torp havde både før og efter soldaternes udstationering et møde med dem og deres pårørende. Alle skulle have en ide om, hvad der var i vente. - Uanset, hvordan du drejer det, er det ikke de samme mennesker, der vender hjem. Man behøver såmænd ikke at kigge så langt væk. De teenagere, der sendes et år på highschool i USA, har også ændret sig, når de kommer hjem. De skal ligesom soldater have tid til mentalt at være hjemme igen. Man kan ikke omstilles på en 12 timers flyvning. Men går der et stykke tid og ens mand stadig ikke begynder at ligne sig selv, er det nok en ide at søge hjælp. Jess K. Torp ved det fra sig selv. At danske hverdagsproblemer kan forekomme helt ude i hampen, når man vender hjem fra en mission. Han har tidligere været i Bosnien, Kroatien og Kosovo. - Det første, jeg engang oplevede, var et samlet dansk ramaskrig. Parken var bygget og græsset ville ikke gro. Et problem i den størrelse var umuligt at forholde sig til. Men inden længe begyndte jeg selv at brokke mig over småting. Så ved min kone, at jeg er mig igen. Men hun ved også, hvad der sker, når jeg begynder at gå rundt. Så vil jeg gerne af sted igen. Hvad hun siger? Min smarte måde er at sige, at jeg var soldat, før vi blev kærester. Meeen, hun er ikke begejstret.