Tyverier

Rambuktyve igen på spil

Matas i Aars fik for anden gang på fire dage smadret ruder og tømt hylder af voldsomme tyve, der brugte bil til at tvinge butik op.

Det lykkedes personalet at rydde hurtigt op ved Matas i Aars efter det andet voldsomme indbrud på kun fire dage.

Det lykkedes personalet at rydde hurtigt op ved Matas i Aars efter det andet voldsomme indbrud på kun fire dage.

Det var ikke vækkeuret, der vækkede bestyreren af Matas-butikken i Aars tidligt torsdag morgen. Det var der imod tyverialarmen i butikken. Klokken var ikke meget over halv fire, og man kan ikke fortænke hende i måske at have tænkt: "Åh nej, ikke igen." Så sent som mandag var butikken nemlig udsat for næsten præcis det samme tyveri, og meget yder endda på , at indbrud nummer to havde samme gerningsmænd som det første. Indgangspartiet bag butikken, fra den store parkeringsplads bag Himmerlandsgade, var atter smadret. Atter var det lykkedes tyve at binde bil og butiksgitter fast og derefter rykke butikkens sidste beskyttelse af med et bestemt tryk på speederen. Hulter til bulter Tyvegodset blev stort set det samme; Diverse mærker af parfumer og produkter til hudpleje, som stod inden for hurtig rækkevidde af behandskede hænder med store sække klar, mens andet blev væltet hulter til bulter omkring på borde og gulv. Og så var bilen ellers væk, få minutter efter alarmen var gået. Hurtigt nok til at politiet ikke nåede frem og ikke var så heldige at støde på bilen. Men ikke hurtigt nok til at undgå at blive set af vidner. Tre mænd med hætter på blev nemlig set gå med noget, der lignede tyvekoster ud området bag Matas til den mørke Audi Stationcar, der holdt her. Startede måske i Løgstør En biltype, der kort for inden var set ved et lignende, men mislykket indbrud i tøjbutikken Barok i Løgstør (omtalt som note.red) og som måske også blev brugt ved Matas mandag morgen. Politiet overvejer om indbruddet i Løgstør måske var en afledningsmanøvre, der skulle lokke dem mod nord, så de dårligt kunne nå til indbruddet i Aars. Det lykkedes personalet at få pænt ryddet op inden butikkens normale åbningstid, men enkelte tomme hylder måtte kunderne leve med så kort tid efter indbruddet. I butikken ønsker den venlige bestyrer ikke at udtale sig, men henviser til Matas-kædens pressekontakt om hvad man vil foretage sig for at undgå yderligere indbrud. Herfra svarede ingen inden redaktionens slutning.