Tyverier

Rambuktyve slog til hos Fona

Bakkede bil ind i vinduesparti og stjal computerudstyr

FREDERIKSHAVN:Et hold rambuktyve vædrede onsdag morgen omkring klokken 4 et vinduesparti i Fonas facade ud til Th. Bergsgade. Det lykkedes gerningsmændene at stikke af med nogle computere og digitalkameraer, der lå i vinduet. Tyveriet blev udført ved at bakke en hvid VW Transporter voldsomt ind i muren, som altså ikke holdt stand. Derefter ragede tyvene til sig af udstillingsvarerne - til gengæld forsøgte de ikke at komme ind i selve butikken, og derved undgik de, at alarmen gik i gang. Når politiet ved, at tyveriet foregik med netop en hvid VW Transporter skyldes det det simple faktum, at bilens bagerste nummerplade heller ikke holdt stand, og lå tilbage blandt murbrokker og knust glas, da politiet dukkede op. Bilens registreringsnummer er PP 90 752, så skulle nogen have set det - formentlig - noget smadrede køretøj, vil Frederikshavn Politi gerne have et praj.