Tyverier

Ramt af indbrud to gange

Både Havnekiosken og Pouls Kro i Hirtshals, som søndag morgen og natten til mandag var udsat for indbrud, har igen haft besøg af ubudne gæster.

Havnekiosken, som søndag morgen blev udsat for et indbrud, hvor tyven lavede et hul i muren, har igen haft ubudne gæster. Natten til mandag blev de våde mursten, der var muret i hullet, pillet ud igen. Der blev stjålet en kasse øl. Også Pouls Kro i Jørgen Fibigersgade har oplevet at have ubudne gæster to gange inden for et døgn. Klokken 23.20 mandag aften hørte en nabo lyden af træ, der blev brækket, og det viste sig, at nogen havde forsøgt at bryde ind gennem bagdøren, men det blev altså ved forsøget. Politiet vil gerne høre fra folk, der har bemærket noget, og politiet kan træffes på 114.