Ramt af rødt tunnelsyn

NORDJYSKE lagde (30.1.) debatspalter til endnu en omgang af Henning Tjørnehøjs udgyldelser med Venstre og al partiets væsen.

Man forstår, at den nye røde regering og Nyrup før da er de eneste saliggørende veje til vækst og medvind på cykelstierne i Danmark. Jeg skal tilbagevise det, der skal vise sig at være enten totalt ensidigt eller simpelthen faktuelt forkert. Skatten er høj i Danmark, det ved alle. Efter alt for mange år med SR-regeringens evindelige drejen på skatteskruen stod VK-regeringen helt fra begyndelsen med skattestoppet som garant for borgernes sikkerhed for skatten, egen økonomisk formåen og tryghed i privatøkonomien. I 2001-2011 blev skatten på arbejde sænket tre gange med fuld finansiering bag, et beskæftigelsesfradrag indført og marginalskatten sænket. Det er pudsigt at møde beskyldninger om på den ene side at have givet ufinansierede skattelettelser og samtidig at have hævet skattetrykket! Begge dele er langt fra sandheden - alle skattelettelser var fuldt finansierede og skattetrykket i 2011 var markant lavere end i 2001. Tjørnehøjs anklager er ikke alene selvmodsigende, de er også forkerte. Som tidligere erhvervsordfører har jeg arbejdet målrettet på at nedbringe antallet af regler og den administrative byrde for erhvervslivet. De administrative byrder blev nedbragt med 25 pct. Og der var mere på vej inden regeringsskiftet. Eksempelvis helt konkret i den tidligere regerings vækstplan "Holdbar Vækst" fra august 2011. Heraf fremgår det, at VK-regeringen ville indføre tre-årig regelstop for små og mellemstore virksomheder. Derudover er listen lang over tiltag og ordninger til gavn for det trængte erhvervsliv i en hård tid. I Venstre ved vi, at erhvervslivet er nøglen til fremtidens vækst og velstand. Derfor forstår vi heller ikke den målrettede indsats for at jage netop erhvervslivet på porten, som den nye regering demonstrerer. Som nyudnævnt skatteminister for Thor Möger lagde ud med anklager mod de multinationale selskaber for snyderi. Ministeren måtte kort tid efter trække beskyldningerne i land, men lovede samtidig en skærpet kurs mod selskaberne. Samtidig skærer ministeren i antallet af ansatte hos Skat, og det står derfor klart, at den hårde kurs kun kan ske gennem skattestramninger frem for kontrol. Vejen til investeringer og vækst går ikke gennem strammere skatteregler! Tjørnehøj nævner betalingsringen. Men: Tak, men ellers tak. Vi har ikke brug for at forringe mobiliteten og dermed mulighederne for vækst. Trængslen har de senere år været faldende, de beregnede tidsgevinster er ekstremt små, og for mange vil et alternativ til privatbilen tage langt længere tid, end de i dag bruger. Den nye regering har kastet sig ud i en afgiftsrus af en anden verden, hvor man sætter afgifterne op på snart sagt alt. Med højere afgifter på sukker, NOx osv. bliver hverdagen og helt almindelige varer som kattegrus, blomster, marmelade, sodavand mv. dyrere for den enkelte dansker. Det er ikke rimeligt. De højere afgifter på alkohol, cigaretter og slik fører kun til mere grænsehandel og færre danske job i detailhandlen - ikke til bedre sundhed eller flere penge til de utallige løfter, som de såkaldte cigaretpenge ellers skulle finansiere. Hvor er to-lærerordningen? Hospitalsbehandling? Pengene? Regeringen kan ikke oplyse sundhedseffekterne. Til gengæld er det nemt at se effekten på danske jobs - de rykker i stort tal til Tyskland og Sverige. Løkke mente det, og han havde ret, da han på Venstres landsmøde 2011 sagde, at Venstre ikke vender på en tallerken eller skifter standpunkt. Venstre førte ikke valgkamp på gyldne løfter og romantiserede fremstillinger, men på en ærlig reformdagsorden. Venstre gik frem ved folketingsvalget. Tjørnehøjs baggrund i LO taget i betragtning er det ikke sært, at rødt tunnelsyn præger hans indlæg. Det er ikke overraskende. For Tjørnehøj kom jo med jævne mellemrum med sine udgydelser mod V - det næste bliver vel, at Venstre beskyldes for at være ansvarlig for mordet i Finderup Lade...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.