Randers hårdest plaget af rockerkriminalitet

Randers 29. september 2002 08:00

København, fredag Ritzau-baggrund af Christian Lehmann Randers er den hårdest plagede politikreds i Danmark, når det kommer til rockerkriminalitet. I forhold til indbyggertallet er der i politikredsen begået over dobbelt så mange opklarede forbrydelser af rockere som i resten af landet. Det viser udregninger, som Ritzau har foretaget på baggrund af den oversigt over rockerdomme, som rigspolitichef Torsten Hesselbjerg offentliggjorde i onsdags. I alt har medlemmer af Bandidos og Hells Angels samt de to support-grupper X-team og Red & White fået godt 34 domme pr. 10.000 indbyggere for kriminalitet i Randers. Landsgennemsnittet ligger på små 15 domme pr. 10.000 indbyggere. Lige efter Randers kommer Køge, Horsens og Frederikssund politikredse, hvis indbyggere ligeledes er over dobbelt så plagede som landet i gennemsnit. Og først længere nede på listen kommer store politikredse som Aalborg, København og Glostrup. I bunden af listen ligger Skive politikreds, hvor der er faldet under én rockerdom pr. 10.000 indbyggere. Ritzau har desuden regnet på de enkelte rockergruppers andel af rockerkriminaliteten i politikredsene. Tallene dokumenterer tydeligt, hvordan de to grupperinger - Hells Angels, støttet af Red & White, og Bandidos, støttet af X-team - har delt store dele af landet imellem sig. Hells Angels og Red & White er de klart dominerende grupper i store dele af de jyske politikredse. I størstedelen af Vestjylland, Syd- og Sønderjylland og i Østjylland tegner medlemmer af disse rockergrupper sig for over 75 procent af den opklarede rockerkriminalitet - også i topscoreren Randers. Modsat dominerer medlemmer af Bandidos og X-team rockerkriminaliteten i Nord- og Vestsjælland, i Sydsjælland samt på Falster. Og også i Gladsaxe og Gentofte politikredse tegner Bandidos eller X-team sig for over tre fjerdedele af rockerdommene. I København, Aalborg og Horsens ligger dommene fordelt ligeligt mellem de to grupperinger - mens Hells Angels og Red & White har været klart de mest aktive i Århus og Odense. Samlet set er rockerdommene dog fordelt nogenlunde ligeligt mellem grupperingerne. Hells Angels og Red & White tegner sig for 53 procent, mens Bandidos og X-team har fået 47 procent af dommene. I alt er der afsagt 8000 domme over de cirka 1100 personer, som politiet har registreret som rockere eller rockerrelaterede. Det er typisk vold, handel med narkotika, tyveri, røveri og våbenbesiddelse, som rockerne er dømt for. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...