Randers og AaB deler i chancerig affære

Både Randers og AaB havde chancer til mere, da holdene søndag eftermiddag spillede 2-2 i Randers.

Randers FC fik 2-2 hjemme mod AaB i Superligaen søndag. Foto: Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix
Fodbold 2. september 2018 16:09

Randers og AaB spillede søndag 2-2 i Randers i Superligaen.

Begge hold var foran undervejs i opgøret, og kampen vil formentlig blive husket for masser af chancer til begge hold, som til tider spillede flot fodbold.

Med det ene point rykker AaB op på tredjepladsen i Superligaen, og Randers avancerede ligeledes i tabellen.

Kronjyderne er før rundens øvrige kampe nummer syv.

Efter en fejlfyldt indledning på kampen kom der for alvor gang i løjerne, da stadionuret rundede de ti minutter. Gæsterne var først til at blive farlige.

Philipp Ochs serverede efter et flot angreb bolden for kantspiller Rasmus Thellufsen, som køligt bragte AaB i front.

Randers kom dog hurtigt til sig selv, og på blot to minutter fik hjemmeholdet vendt kampen på hovedet.

Først bragte midtbanespilleren André Rømer balance i regnskabet med et brag fra distancen, og få øjeblikke senere kom Randers så i front.

Kevin Conboy fandt med følt indlæg den lille offensivspiller Saba Lobzhanidze, som headede Randers på 2-1.

Randers havde efter føringsmålet fin kontrol med kampen, selv om hjemmeholdet overlod store dele af initiativet til gæsterne.

Anden halvleg åbnede med et friskt forsøg fra Saba Lobzhanidze, men Jacob Rinne fik afværget i Aab-målet.

Herefter overtog AaB igen.

Da der var spillet 68 minutter, gav det pote. Efter flot forarbejde af Kasper Kusk sparkede Oliver Abildgaard resolut bolden i kassen til 2-2.

Randers havde flere muligheder for at vinde kampen. Først headede Kasper Enghardt på stolpen efter 78 minutter, og godt fem minutter senere brændte angriber Emil Riis tæt under mål.

Efter landsholdspausen skal Randers til Farum og møde FC Nordsjælland, mens AaB hjemme tager imod Vejle.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...