Randers og Horsens vælger hurtigste vej til overlevelse

Der er langt op til andenpladsen i nedrykningsspillets pulje 2 i Superligaen, mens pulje 1 er langt tættere.

Horsens-træner Bo Henriksen havde svært ved at skjule sin glæde over søndagens sejr over Brøndby.

Horsens-træner Bo Henriksen havde svært ved at skjule sin glæde over søndagens sejr over Brøndby.

KØBENHAVN:Der var ingen overraskelser, da Randers FC og AC Horsens som henholdsvis nummer syv og otte i Superligaens grundspil skulle vælge puljer til nedrykningsspillet.

Begge klubber valgte pulje 2, og det betyder, at de vil have gode forudsætninger for at undgå nedrykning i denne sæson.

Når der tages hul på nedrykningsspillet, vil Randers have 35 point, mens Horsens har 34 point. Herefter er der hele 11 point ned til Hobro på tredjepladsen, mens Esbjerg runder puljen af med 18 point.

OB, Lyngby, Sønderjyske og Silkeborg udgør nedrykningsspillets pulje 1. OB fører gruppen an med 33 point, mens Lyngby med et point færre er på andenpladsen.

Men i pulje 1 er der blot fem point ned til tredjepladsen, der indtages af Sønderjyske.

Søndag blev alle kampene spillet samtidig i sidste runde af Superligaens grundspil, og der var drama på de fleste stadioner.

Paptilskuerne på Casa Arena i Horsens fik noget for pengene, da hjemmeholdet med en dramatisk sejr på 3-2 over Brøndby satte sig på ottendepladsen og sikrede sig det potentielt afgørende puljevalg.

Lyngby troede ellers, at ottendepladsen var i hus, da angriberen Emil Nielsen bragte de kongeblå på 2-1 ni minutter før tid, men en sen Hobro-udligning forpurrede den plan.

OB gjorde sit med en 3-1-sejr hjemme over Esbjerg, men måtte sande, at det ikke var nok til at undgå den farligste af nedrykningsspillets puljer.

De to hold, der slutter på fjerdepladsen i nedrykningspuljerne, ryger direkte en tur i 1. division.

De to treere skal ud i to dueller om overlevelse i Danmarks bedste fodboldrække.

Mens et drama udspillede sig i den tungere ende af Superligaen, blev der ikke ændret på de seks pladser i toppen af rækken.

Når der tages hul på mesterskabsspillet, er det således FC Midtjylland, FC København, AGF, Brøndby, FC Nordsjælland og AaB, der skal kæmpe om medaljer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.