Randers-reserve glad for at holde nullet

Peter Friis Jensen erstattede Randers FC's normale førstekeeper David Ousted lige før kampstart mod Horsens.

Randers-reserve glad for at holde nullet

Midt under opvarmningen til superligakampen mellem Randers FC og AC Horsens måtte målmand David Ousted forlade banen, da influenza tvang ham til at melde fra til opgøret.

I stedet fik Peter Friis Jensen en halv time til at gøre sig klar i Randers-målet.

- Det er første gang, jeg er smidt ind på holdet på den måde under opvarmning. Det var lidt specielt, men jeg er super glad for, det gik godt, og at jeg kunne bidrage med et clean sheet, siger Peter Friis Jensen.

- Jeg vidste godt, at det kunne være, jeg skulle ind og stå i dag. Det er altid hektisk i de første 20 minutter, hvor man skal finde ind i spillet og samarbejdet. Efter et god aktion fandt jeg roen i mit spil.

Specielt i anden halvleg, hvor Horsens begyndte at komme frem til flere chancer, hev Peter Friis Jensen et par gode redninger frem og var generelt sikker i sine indgreb.

- Vi sidder i omklædningsrummet og er skuffede. Vi vil gerne vinde på hjemmebane mod et hold, som ligger under en, men når vi ser kampen igennem igen, er det måske fair, at vi får et point hver, siger Peter Friis Jensen.

Selvom han holdt målet nullet og leverede en fin præstation, forventer Peter Friis Jensen ikke, at han nu ender som førstemålmand til næste udekamp mod FC Nordsjælland.

- David Ousted har spillet rigtig stærkt her i efteråret. Så det tror jeg ikke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.