Randers-træner: Vi skal slutte så højt som muligt

Randers FC-træner Colin Todd har den enkle filosofi, at klubben skal slutte så højt i tabellen som muligt.

Randers-træner: Vi skal slutte så højt som muligt

Randers FC er Superligaens helt store overraskelse i denne sæson. I øjeblikket er oprykkerne placeret som nummer tre i rækken foran hold som AaB, OB og AGF.

Positionen, som giver adgang til Europa, skal fastholdes med en sejr i fredagens hjemmekamp mod Sønderjyske, fortæller Randers-træner Colin Todd til klubbens hjemmeside.

- Selv om vi indtager en flot placering, sætter jeg personligt ikke noget mål for, om vi skal slutte i den eller den position - bare så højt som muligt i tabellen. Det er min enkle filosofi.

- Skal man tale om at have et mål, så er det for mig at vinde den næste kamp i Superligaen, siger Colin Todd.

I efteråret blev Randers regnet for en af favoritterne til at rykke ned - især efter superligapremieren ude mod Sønderjyske, hvor randrusianerne måtte rejse hjem med et ydmygende 1-6-nederlag.

Siden blev det til 31 point i de næste 19 kampe, og holdet vandt desuden forårspremieren 2-0 ude over Brøndby og er nu så langt væk fra bunden, at klubben kan sætte sig større mål.

- I de resterende 12 kampe skal vi have bygget oven på efterårets præstationer. Vi skal under ingen omstændigheder læne os tilfredse tilbage i sædet. Vi skal selvfølgelig være tilfredse med de point, vi har indtil videre.

- Som jeg har sagt til spillerne; vi vil i foråret blive bedømt på, om vi i det mindste kan fastholde de præstationer, som vi leverede i de 20 kampe i efteråret. Og her er arbejdsmoralen et nøgleord.

- Den var fantastisk dengang, og den skal vi arbejde videre på i foråret, mener Colin Todd.

- Jeg har brugt meget af vinteren til at analysere, hvordan vi nåede til 31 point. Den analyse skal vi bruge til at gøre os endnu bedre i forårets superligakampe, siger han.

Randers er også i semifinalen i den danske pokalturnering, hvor holdet skal møde AC Horsens. Og målsætningen er helt klar.

- Når vi nu snakker om målsætninger; vi er kun to kampe fra finalen i DBU Pokalen, og når vi nu er kommet så langt, kan vi da kun have den målsætning, at vi skal i finalen Kristi himmelfartsdag.

- Det vil være en fantastisk bonus for spillerne og hele byen, lyder det fra Colin Todd.

Opgøret mod Sønderjyske fløjtes i gang fredag klokken 18.30.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.