Randzonekort med vandløb er fulde af fejl

Landmænd og kommuner er enige. Randzonekort er fyldt med fejl og unøjagtigheder.

Danmark 1. september 2012 09:17 - Opdateret 1. september 2012 09:18

Randzonekort med vandløb er fulde af fejl

Nordjyske kommunerne er enige med landmændene. Kortet med randzoner fra NaturErhvervstyrelsen er fyldt med fejl.

Det fortæller kommuner og landmænd til DR Nordjylland. Kortet viser, hvor styrelsen mener, at landmændene fra i dag skal lave 10 meter dyrkningsfri bræmmer.

Jammerbugt Kommune har fået 150 henvendelser fra landmænd om fejl i kortene og kommunen er enig i mange af dem

- Som vi løseligt har opgjort det, så er det cirka halvdelen, siger teamleder Henrik Damsgaard fra Plan og Miljøkontoret i Jammerbugt Kommune til DR Nordjylland.

Typisk er der tale om fejlindtegnede grøfter, lyder det fra de nordjyske kommuner.

I Hjørring har kommunen modtaget 184 henvendelser. Teamleder Knud Mikkelsen forklarer:

- Det kan være et skel mellem to marker, som på et luftfoto er blevet forvekslet med et vandløb, og så er kommet med på kortet, siger han.

I Jammerbugt Kommune er Henrik Damsgaard overrasket over antallet af fejl på kortene fra den statslige styrelse.

- Vi havde nok forventet, at kvaliteten var bedre, siger han.

Landbrugsorganisationerne har længe beklaget sig over mange fejl på kortene, og chefkonsulent Jørgen Evald Jensen fra AgriNord i Aalborg siger til DR Nordjylland:

- Det er ikke overraskende. Men man kan undre sig over, at man som offentlig myndighed lægger noget frem, som er så ufuldstændigt og forkert, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...