Randzoneloven ankes ikke

NaturErhvervsstyrelsen opfordrer anklagemyndigheden til at droppe øvrige randzonesager

Povl Blak Bojer - uskyldig. Foto: Claus Fisker / Scanpix

Povl Blak Bojer - uskyldig. Foto: Claus Fisker / Scanpix

KØBENHAVN:Sagen mod de to landmænd i Thy, Povl Blak Bojer og sønnen Christian, der mandag 11. maj blev frifundet i retten i Holstebro for at have overtrådt randzoneloven, bliver ikke anket.

Det har Statsadvokaten i Viborg besluttet, og NaturErhvervstyrelsen, der i sin tid politianmeldte landmændene, er enig i den beslutning.

I den konkrete sag har retten lagt til grund, at uklarhederne i den oprindelige randzonelov skal komme de pågældende landmænd til gode, og det er Statsadvokatens opfattelse, at Landsretten ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan forventes at komme frem til et andet resultat, hvis sagen ankes.

Øvrige sager opgives

NaturErhvervstyrelsen vil nu rette henvendelse til anklagemyndigheden i de enkelte politikredse og opfordre til, at sagerne efter den tidligere randzonelov trækkes tilbage.

Det er blandt andet sager mod formanden for foreningen Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, Ingstrup, og tidligere gårdejer Asger Møller Madsen, Arentsminde. I har fem randzonesager afventet beramning i retssystemet, mens omkring 20 landmænd er meldt til politiet.

- Byretsdommen slog fast, at randzoneloven gælder, og NaturErhvervstyrelsen håndhæver fortsat loven. Fremadrettet har vi fokus på de randzoner, der skal udlægges efter den nye lov fra 2014, og som vi også vil kontrollere efter, udtaler Anders Munk Jensen, kontroldirektør i NaturErhvervstyrelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.