Ranum-dreng slider for førsteplads

Per Nielsen og hans kæreste Sisse Back er blevet landskendte

RANUM:En halv million kroner i præmie er, hvad der måske ender på kontoen hos Ranum-drengen Per Nielsen, som sammen med sin samlever Sisse Back deltager i TV2's Konkurrence "Min restaurant", hvor de driver restaurant i Odense. Første præmiering har de fået i form af 15.000 kroner, som de vandt ved dommernes vurdering af helhed og funktion af restauranten. -Vinder vi konkurrencen og dermed den halve million, så er fundamentet på plads til en fremtid som selvstændig erhvervsdrivende. Sisse har lyst til at prøve sine egne veje, og jeg er klar til at medvirke til opstart af en ny afdeling af min fars firma, M. Nielsen & Søn i Kværndrup, siger Per Nielsen. Det unge par har for det beskedne beløb på 150.000 kroner fået en velfungerende restaurant op at stå. Hver aften er alle bordene besat, og både køkkenpersonalet og tjenerne har susende travlt. Hverdagen er bestemt også et slid for Per Nielsen og Sisse Back. De står for indkøb af råvarer, rengøring af restaurant og køkken. Går i spidsen, når det gælder serveringen og hjælper til i køkkenet, hvis der er brug for en hånd. De har tid til en snak med gæsterne om konkurrencens forløb og skriver gerne autografer, hvis nogle beder om det. En syv timers arbejdsdag er ikke noget, de kender til. -Det bliver med tårer i øjnene, når vi tirsdag 3. maj må lukke restauranten. Det har været hele vores liv i de sidste fire måneder. Vi har kæmpet en kamp med at få indrettet restauranten til tiden, og for de få penge, der var til rådighed. Med hjælp fra vores forældre og gode venner har vi nået det hele og med et så positivt resultat, at alle finder det fantastisk. Et sådant ræs slider på kræfterne, men giver uvurderlige erfaringer, siger Per Nielsen. - Sisse og jeg har sammen fået et fundament af erfaringer, som kan bruges til meget fremover. Vi er kommet så tæt på hinanden, at det bliver svært at undvære hinanden i det tætte samarbejde fremover. Vi ser derfor frem til at bruge erfaringer og kræfter på at bygge en anden selvstændig forretning op, når konkurrencen er forbi. Det bliver ikke som restauratører, for det siger vores kontrakt med TV2, at vi ikke må beskæftige os med inden for det næste års tid. Hvad det bliver, ved jeg ikke. Nu skal vi have konkurrencen afsluttet, og når vi så har sundet os lidt, så kommer ideerne nok, siger Per Nielsen. - Vinderne kåres af seerne, som under den sidste udsendelse 3. maj skal sende en sms og dermed stemme på dem, som de mener har opnået de bedste resultater. Vi håber på, at mange vil bedømme vores resultat og indsats positivt, siger Per Nielsen, mens han gør klar til at servere for de næste gæster. Det tætte samarbejde mellem Per Nielsen og samleveren Sisse Back har givet gisninger i ugebladene om, at konkurrencen ender med et bryllup mellem Per og Sisse. Det afkræfter parret med henvisning til, at det skal ske på et tidspunkt, hvor det passer dem, og ikke pressen. - Vi har ikke kendt hinandens gode og svage sider, som vi gør nu. De mange positive ting gør, at vi har talt om at gifte os, og vi ser frem til at kunne holde et rigtigt havebryllup. Hvor- når det vil ske, har vi ikke bestemt os til, siger Per Nielsen.