Ranum Kirke bag gospel-aften

Gospel Operators spiller op i Ranum Kirke 27. august.

Gospel Operators spiller op i Ranum Kirke 27. august.

RANUM:Søndag 27. august står Ranum Kirke bag en gospelkoncert, hvor musikken og sangen bliver leveret af Gospel Operators, et seks-mands orkester, der vil fylde kirken med glæde og energi. Det bliver en aften med både ny og traditionel gospelmusik, og alle vil selv få mulighed for at synge med på nogle af sangene. Sangerne og musikerne, der alle har et professionelt forhold til musik, leverer en blanding af ballader og tempofyldte spirituals, alt sammen rammet ind i engagement og udstråling. Niels Ole Sørensen, der også er organist i Vesterkær Kirke i Aalborg, leder orkesteret og står for akkompagnementet på keyboard. Ida Lohmann og Lise Alstrup er de ledende vokaler, mens Lasse Lauridsen på saxofon, Kim Bang på bas og Rune Thorhauge på trommer udgør den rytmiske sektion. Gospel Operators er et efterspurgt orkester, og det siger lidt om deres niveau, at de senere på året optræder sammen med James Sampson, der fik sit gennembrud i 2001 som vinder af Stjerne for en aften. Koncerten i Ranum holdes søndag den 27. august kl. 19.30, en uge senere end det traditionelle byfestarrangement plejer at blive holdt. Billetter koster 50 kr. og der er forsalg i Sparekassen Midtfjord, både i Ranum, Løgstør og Overlade.

Forsiden