Rap-giganter tilbage på scenen sammen

Rapperne Jay-Z og Kanye West slår endnu engang plajterne sammen - denne gang til én enkelt optræden ved festivalen SXSW.

Selv hver for sig er de to af verdens største stjerner i musikbranchen.

Men nu kan fans af rapperne Kanye West og Jay-Z igen opleve de to sværvægtere i skøn forening, når de slår pjalterne sammen for første gang, siden de afsluttede deres "Watch the Throne"-turné i 2012.

Det sker, når de to rappere giver koncert under den amerikanske musikfestival SXSW, som løber af stablen i Austin, Texas. Dermed bliver de to rappere hovednavnet på onsdag, som er festivalens åbningsdag.

Det skriver Billboard.

Det bliver også de to rapperes første fælles optræden, siden Kanye West sluttede sig til Jay-Z's pladeselskab, Roc Nation, tidligere på måneden.

Den fire dage lange musikfestival er sponsoreret af Samsung, som tidligere har arbejdet sammen med Jay-z, senest i forbindelse med lanceringen af hans 12. album, "Magna Carta Holy Grail". Det bliver først annonceret, hvor koncerten skal finde sted på selve dagen.

Senere på ugen kan også blandt andet Janelle Monáe, Broken Bells og Cut Copy opleves på festivalen.

Newspaq

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.