Rappe rim og tjekkede trin skød emneuge igang

Stenum - 1, 2, 3, 4, 5, kig op, op at stå. Kommandoerne vælter ud af munden på instruktør, Tanja Jørgensen. Musikken pumper i takt med de mange fødders sammenstød med det slidte gulv i gymnastiksalen. Cirka fyrre elever giver den som Bambi på isen i Tolstrup-Stenum Friskoles gymnastiksal. Enkelte har prøvet det før, men de fleste stiller, i de dansende øjeblikke, store krav til motorikken. Det fjerner dog ikke smilene fra deres ansigter. Det her er tydeligvis sjovt. Lærerne går til den Marianne Juhl Olesen og Tanja Jørgensen er instruktører i Brønderslev Gymnastikforening. De har fået til opgave, at introducere elever og lærere for Showdance. - Ja de er godt nok med, de giver den faktisk en ordentlig skalle, fortæller Marianne Juhl Olesen, og nikker med hovedet i retning af to kvindelige lærere. De hopper fra side til side, mens de forsøger at få armene til at gøre som hovedet vil. Zjakalens fætter I musiklokalet er en flok drenge igang med at øve rap. Sammen med de andre workshops, skal de præsentere, hvad de har lært over middag. - Min fætter er rapper. Han hedder Sjakalen. Sjakalen med Z, forklarer Zjakalens fætter, 10-årige Søren Bo Andersen. - Jeg valgte at melde mig til rapworkshoppen, fordi jeg har fået nogle gode tips fra min fætter, når Søren at fotælle, inden han skal øve et rapnummer igennem med de andre drenge. Emneuge med spræl i Eleverne på Tolstrup-Stenum Friskole kan hele ugen melde sig på forskellige aktiviter. Ridning, Judo og mange andre ting hvor bevægelse er i fokus, er blandt de ting de kan prøve. Igår var det dog lidt mere alternative ting, eleverne kunne snuse til. Med udgangspunkt i subkulturer, var der nemlig mulighed for at skate, danse hiphop, Showdance, eller rappe sig igennem mandagen.