Rapport fra hovedkvarteret for nødhjælp

Indsamlere, flere end 100 koncert-frivillige, sponsorer og musikere skaffet på få dage

NIBE:De havde store planer lige efter katastrofen anden juledag, fortrød dog, vurderede, at projektet var for ambitiøst med så kort varsel, men ombestemte sig mandag morgen i denne uge på den første arbejdsdag i det nye år. - Vi har erfaringen, lad os gøre det alligevel, sagde vi til hinanden, og der var ikke langt fra ord til handling, fortæller Nibe Festivalens Anders Kristensen, der sammen med formand Peter Møller Madsen nu er ansat på fuld tid af den lille fede. - Vi aftalte med boldklubben, at den aflyste træningen i Nibe Hallen fredag aften, hallens bestyrer sagde ja til at leje den ud gratis, Dreamlandstudiet tilbød gratis lyd, og så begyndte vi at kontakte musikere for at høre, om de ville medvirke gratis ved en støttekoncert. Festivalkontoret har også taget initiativ til indsamlinger på eksempelvis arbejdspladser, der har modtaget brev med opfordring til at bidrage i den gode sags tjeneste, og de to største, Nibe Kommune og IPA, er blandt dem, der i skrivende stund har reageret positivt. Hovedkvarteret for "Nibe Samler ind til Sydøstasien" koordinerer også indsatsen. - Det er vigtigt, at vi står sammen i denne situation om det fælles mål: flest mulige penge til ofrene, og ikke falder over hinanden, siger Anders Kristensen. Flere end 100 frivillige hjælper med fredagens koncert:, men betaler som alle andre 100 kroner i entre: Røde Kors sælger billetter, Lions Club står i baren, serverer, Cityrent leverer borde og stole til 1000 gæster, Nibe Håndboldklub sætter dem op, Nibe Boldklub fjerner dem, Rotary står i garderoben, Thorvald Odgaard og Karl Koyto udsmykker med lys. De to lokale bagere sponsorerer kagerne, Tuborg leverer 1000 gratis øl, Nibe Storkøb betaler halvdelen af den solgte vin, cafeteriet brygger kaffen, Spar Nord tæller nødhjælp....