Rapport: Hård opbremsning i kvinders løn

Forsker og LO mener, at regeringen må sørge for bedre lønstatistikker for at komme ulige løb til livs

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:Tykkelsen på din tegnebog afhænger fortsat af, om du er mand eller kvinde. Mænd kan nemlig fornøje sig med over 17 procent mere i lønposen end kvinder, skriver Avisen.dk.

Lønforskellen mellem mænd og kvinder faldt fra 19,5 procent i 2007 til 17,1 procent i 2009. Men siden da er udviklingen gået i stå, fastslår en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Og det bekymrer næstformanden i LO, Lizette Risgaard:

- Vi glade for, at Danmark i årene 2007 til 2009, hvor økonomien buldrede af sted, fik omsat velstand til mere retfærdig fordeling af løn. Men vi er kede af, at udviklingen er gået i stå, siger hun til Avisen.dk.

Fokus hjalp kortvarigt

- LO’s fokus på ligeløn, ikke mindst ved forhandlingsbordet i årene før finanskrisen, betød, at vi skar en ordentlig luns af løngabet. Men at udviklingen nu er gået i stå, rejser en bekymring for, at vi ligefrem kommer til at sætte noget over styr fra nu af, fortsætter hun.

Næstformanden henviser til, at kvinders ledighed har været stigende siden 2009, og at den offentlige sektor, hvor mange kvinder arbejder, i øjeblikket er underlagt en stram økonomi.

Siden 2008 har virksomheder med over 35 ansatte skulle redegøre for ligeløn mellem mænd og kvinder via de såkaldte kønsopdelte lønstatistikker.

Men disse lønstatistikker langt fra altid det ønskede overblik, mener LO, der opfordrer regeringen til at indfri sit eget regeringsgrundlag og forbedre de kønsopdelte lønstatistikker.

Vigtigt instrument

Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Anette Borchorst er kønsopdelte lønstatistikker regerings sidste kort på hånden, hvis den ønsker at tage politisk handling på spørgsmålet om ligestilling.

- Lønstatistikker fordelt på mænd og kvinder er et uhyre vigtigt instrument for ligeløn. Hvis regeringen har nogen som helst vilje tilbage på området ligestilling, så vil den lovgive om bedre statistikker, siger hun til Avisen.dk.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.