Ulykker

Rapport om forsvundet fly koster luftfartschef jobbet

Rapport har vist fejl i kontrollen med luftfartstrafik i Malaysia. Chef for civil luftfart trækker sig.

En kvinde skriver en mindebesked 8. marts i år på fireårsdagen for flyet MH370's forsvinden og formodede nedstyrtning i Det Indiske Ocean. Foto: Vincent Thian/Ritzau Scanpix

En kvinde skriver en mindebesked 8. marts i år på fireårsdagen for flyet MH370's forsvinden og formodede nedstyrtning i Det Indiske Ocean. Foto: Vincent Thian/Ritzau Scanpix

En rapport over efterforskningen af flyet MH370's forsvinden for fire år siden får chefen for den civile luftfart i Malaysia til at trække sig.

Chefen, Azharuddin Abdul Rahman, forlader jobbet, dagen efter at rapporten blev fremlagt. Umiddelbart var der ikke meget nyt om flyets skæbne i rapporten.

Den påviste dog, at procedurer for kontrol af civil luftfartstrafik blev brudt den dag, hvor flyet forsvandt. Selv om rapporten ikke havde til opgave at afgøre, hvad der var skyld i flyets forsvinden, har Rahman alligevel taget konsekvensen.

Rapporten er skrevet af et internationalt hold på 19 medlemmer. De har fundet, at kontrolcenteret ikke omgående slog alarm.

I stedet for at tage kontakt til militæret stolede kontrolcenteret for meget på flyets luftfartsselskab, Malaysia Airlines.

MH370 drog afsted fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, med kurs mod Kina og hovedstaden Beijing. Det nåede dog ikke særlig langt, før det afveg fra sin kurs og forsvandt.

Flyet er aldrig fundet, men alle 239 om bord formodes dræbt.

I rapporten får kontrolcenteret for lufttrafikken over Malaysia kritik for sin adfærd den dag.

Rapporten havde ikke kun problemer med at påvise en årsag til flyets forsvinden. Det kunne heller ikke udelukke en række muligheder herunder, at flyet blev kapret.

Flyet antages at være styrtet ned i Det Indiske Ocean.

Rapporten kunne ikke fastslå, om flyet var gået fra hinanden i luften eller ved et styrt ned i havoverfladen.

Der er dog fundet vragstykker fra flyet på afrikanske kyster på den anden side af Det Indiske Ocean.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst