Aså

Rapport: Præstegård er ubeboelig

Ny rapport viser, at Asaa præstegård er så fuld af fugtproblemer, at det er sundhedsskadeligt at bo der

Udefra ser det smukt ud, men inden i er Asaa præstegård hårdt angrebet af skimmelsvamp. arkivfoto: hans ravn

Udefra ser det smukt ud, men inden i er Asaa præstegård hårdt angrebet af skimmelsvamp. arkivfoto: hans ravn

ASAA:Asaa præstegård er så inficeret af skimmelsvamp, at man kan blive syg af at bo der. Det konkluderer en rapport om fugtproblemerne i præstegården, som civilingeniørfirmaet Brix og Kamp har lavet. Civilingeniør Henrik Jensen fra Brix og Kamp foretog undersøgelserne af præstegården, og han vil ikke råde nogen til at bo i huset, før det er blevet gennemrenoveret. Slet ikke hvis man er disponeret for allergi mod skimmelsvamp. - Det er så slemt, at disponerede personer slet ikke bør opholde sig der, og raske personer vil føle ubehag ved at være i huset, forklarer Henrik Jensen og giver præsten i Asaa et godt råd: - Han skal flytte ud med det samme, og så kan han flytte ind igen uden problemer, når det er renoveret. Henrik Jensen forklarer, at man ikke bliver syg af at opholde sig i præstegården i kortere tid, med mindre man er allergiker. - Raske mennesker kan uden problemer opholde sig i huset i kortere tid, så længe man ikke bor og overnatter der, siger Henrik Jensen. De prøver, som Henrik Jensen udtog fra præstegården, blev sendt til undersøgelse for skimmelsvamp hos Teknologisk Institut. Prøverne viser alle skimmelsvamp over det normale niveau, og fire ud af seks prøver viser en meget høj vækst af skimmel. Henrik Jensen understreger, at det ikke er et usædvanligt problem. Mange andre gamle huse har skimmelvækst. Alligevel er det vigtig at få gjort præstegården ordentligt i stand, før nogen flytter ind. I sin rapport har Henrik Jensen lavet en handleplan for, hvilket renoveringsarbejde, der er nødvendigt. For eksempel skal alle forsatsvægge rives ned og murværket skal renses for skimmel, forklarer Henrik Jensen. Han vil ikke komme med et bud på, om præstegården er værd at bevare, eller om det vil være bedre at rive den ned. - Det kommer an på om præsteboligen har en affektionsværdi, men generelt kan man ikke bringe gamle huse op til moderne standarder, siger Henrik Jensen.