Rapport skal skaffe midler til skoler

Direktør for Borgerbetjeningen bakker op om krav til forbedringer

DRONNINGLUND:Lone Fiil er daglig arbejdsmiljø- og sikkerhedsleder i Dronninglund Kommune. Det er hende, der i samarbejde med de enkelte skoler har udarbejdet rapporten om sikkerhed og arbejdsmiljø på folkeskolerne i kommunen. Hun har været ude på hver enkelt skole for at vurdere forholdene. Og det ser ikke for godt ud. På 15 sider beskrives fejl og mangler fra ulovlige elinstallationer og udsugning til mindre alvorlige ting som smuldrende linoleumsfliser. Nogle forhold er klart ulovlige. I andre tilfælde er der taler om mangler, der bør udbedres for at opnå en tidssvarende standard. Generelt er lokalerne gamle og slidte, og det er svært at afhjælpe manglerne indenfor de enkelte skolers vedligeholdelsesbudgetter. - Der er nogle mangler, og de går specielt på faglokalerne, siger Lone Fiil. En udgift på 90-100.000 kroner for at bringe forholdene i et fysiklokale up to date er ikke urealistisk, og det er der ikke plads til i den enkelte skoles økonomi. - Vi vil se, om vi kan få rettet lidt op på økonomien og få hjælp til de alvorligste ting, siger Lone Fiil.. Samme ønske har Christian Christensen fra Dronninglund Skole. - Jeg håber, at kommunen finder anledning til at sige, at det er så stor en opgave, og det kan skolen ikke økonomisk løfte selv. Rapporten er lavet med opbakning fra Christian Østergaard, der er direktør for borgerbetjeningen, og det er ham, der står for at forelægge problemerne for politikerne. Lone Fiils rolle er konsulentens. Hun kan kun rådgive. Ansvaret er virksomhedens, og kun Arbejdstilsynet kan udstede påbud. - Men hvis Arbejdstilsynet stiller derude, så får vi et påbud, siger Lone Fiil, specielt med henblik på problemerne med ventilation og elinstallationer.