EMNER

Rasende Timosjenko går til angreb før valg

KIJEV:Ukraines afgående præsident, Viktor Jusjtjenko, har i sidste øjeblik underskrevet en ny valglov, og det får den politiske kakkelovn til at gløde inden søndagens præsidentvalg. Premierminister Julia Timosjenko, der i et tæt opgør møder den pro-russiske Viktor Janukovitj i anden valgrunde, truer med at udløse en orange revolution magen til den, som førte til omvæltninger i 2004. Ændringen af valgloven blev vedtaget af parlamentet onsdag på foranledning af Janukovitjs parti, og torsdag skrev præsident Viktor Jusjtjenko loven under. Ændringen betyder, at et mindretal i de regionale valgkomitéer ikke kan blokere et flertals afgørelser om valgets udfald. Det rammer i første række Timosjenko og de partier, der støtter hende. De råder kun over 35 til 40 procent af valgkommiteernes medlemmer. - Hvis vi ikke får et ærligt valg, der afspejler folkets ønsker, mobiliserer vi befolkningen, truer Julia Timosjenko og fortsætter: - Hvis Janukovitj forfalsker resultatet, er vi parate til at give ham en modstand, han aldrig har set før. Ikke engang i 2004. Timosjenko henviser til de massedemonstrationer i hovedstaden, Kijev, i vinteren 2004, der senere blev kendt som den orange revolution, og som bragte den vestvenlige og liberale Jusjtjenko til magten, efter at Janukovitj havde vundet et valg ved hjælp af fusk. Viktor Janukovitj, der nu satser på at gøre comeback, affærdiger sin modkandidats påstande og trusler. - Dette er blot et tegn på hendes svaghed. Der kommer kun en håndfuld demonstranter på gaden. Tilhængere af det samme måltid, som Timosjenko elsker at koge. Snavs, løgne og bagvaskelse, konstaterer Janukovitj. Nogle politiske kommentatorer siger, at Timosjenko har fornemmet, at hun kan tabe søndagens valg, og at hun har en interesse i at skabe så meget medieopmærksomhed som muligt. - Hun søger konfrontation, enten for at sikre sig et kompromis, der er favorabelt for hende efter valget, eller for at sikre sig en ærefuld vej ud uden at føle sig fuldstændig slået, siger analytikeren Volodimir Fesenko til nyhedsbureauet Reuters. Meningsmålinger er ikke tilladt inden valget, og de eneste tilgængelige tal er resultatet fra første runde. Da fik Janukovitj knap 10 procent flere stemmer end Timosjenko. I første valgrunde blev den nuværende præsident, Jusjtjenko, hægtet helt af. Han var i 2004 under den orange revolution allieret med Timosjenko. Men de to har siden skændtes åbenlyst. Mange vælgere er resignerede og skuffede over, at der ikke kom mere ud af omvæltningerne i 2004. Taberen fra dengang, Janukovitj, vil få en enestående mulighed for at revanchere sig søndag. /ritzau/