Rask beslutning: Målmanden forlænger i Hobro
Jesper Rask tager tre år mere i Superligaklubben

Jesper Rask får yderligere tre år i Hobro-trøjen. Arkivfoto: Torben Hansen
FODBOLD:Målmanden Jesper Rask har været en fast bestanddel af startopstillingen i Hobro IK siden klubben første gang kiggede op i Superligaen i 2014.
Og sådan bliver det også fremadrettet - i hvert fald har målmanden forlænget sin aftale med Hobro IK, så den nu løber frem til sommeren 2021.
I den seneste sæson stod Jesper Rask samtlige kampe i Superligaen og leverede 11 clean sheets - næstflest af alle målmænd i landets bedste række.
- Jesper har været en sikker sidste skanse for Hobro IK gennem mange sæsoner, og han præsterede også rigtig flot i den netop overståede sæson, hvor han blev noteret for næstflest clean sheets af alle målmænd i Superligaen. Vi er ovenud tilfredse med Jespers præstationer i Hobro IK, og vi glæder os over, at han også er i klubben i de kommende tre år, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Jesper Rask kom til Hobro IK fra AGF i 2010 og har sidenhen stået 251 kampe for mandskabet fra Mariagerfjord.
- Jeg har efterhånden været i Hobro IK i mange år, og det er en rigtig dejlig klub at være i. Vi har længe været og er stadig inde i en positiv udvikling som klub, og det er fedt at være en del af. Så jeg ser frem til at være en del af klubben i de næste tre år også, fortæller Jesper Rask i forbindelse med kontraktforlængelsen.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.