Rasmus - alene i verden

27. OKTOBER sidste år. På gangstien som fører ind til Aalborg Stadion fra Kastetvej. Lige ved parkeringspladserne. En 15-årig aalborgensisk dreng ender med at slå, sparke og trampe et tilfældigt offer ihjel, da han vil stjæle dennes tegnebog. Offeret er den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen, der er på vej til stadion for at hente sin cykel. Overfaldsmanden er Rasmus - et teenagebarn helt alene i en uvirkelig, forvredet verden. På TV2 tog dokumentarprogrammet Den Sorte Boks forleden aften fat i det, som vi senere har lært at kende og kalde for stadiondrabet. Jeg husker - sikkert som flere andre – de første meldinger om det røveriske overfald, hvor politiet først troede, at den 48-årige var blevet skudt i ansigtet, så maltrakteret og bestialsk var han tilredt. Men der var bare tale om vold. Bare vold? Hvad får et menneske så langt ud, at det smadrer et andet? For småpenge i en tegnebog? Den Sorte Boks har overtaget stilen fra amerikansk fjernsyn og fremlægger historien om et svigtet barn i korte klip, med højt tempo og med en alvidende fortællerstemme. Vi ved, hvad der skal ske, og det gælder om at holde os i spændingsskruen, og programmet betjener sig derfor af de klassiske virkemidler. Godt og lyst er det, når vi hører om den 48-årige enlige far, musiklærer og ivrige amatørfodboldspiller. Mens det bliver ondt og mørkt, når vi hører om, hvordan Rasmus først er en livsglad fodbolddreng, som alt for snart får problemer, fordi hans enlige mor slet ikke magter at skabe den trygge familieramme, som alle børn har brug for, hvis de skal udvikle sig sundt. På sidelinjen var psykolog Hanne Toustrup placeret, og hun kom med kyndige og måske lidt bedrevidende indspark, hvis vi skulle være i tvivl om, at her blev et stadigt mere desperat og hjælpeløst barn udsat for surrogatterapi og mangel på rettidig omhu. I marts 2004 vil den 11-årige Rasmus ikke hjem til mor, da skolen ringer ud. Dagligdagen er præget af druk og svigt, og Rasmus beder selv om at blive flyttet væk fra det daglige kaos. Og bliver anbragt på Vesterlund i en tre måneders observationsperiode. Da den er overstået, kommer han tilbage til det miljø, der har gjort ham så bange og hjælpeløs og frustreret, at han som et sidste nødråb har bedt om selv at blive tvangsfjernet. Herefter begynder alt at gå mere og mere galt. Rasmus reagerer impulsivt og topaggressivt, når noget tænder ham, og imens sidder kommunens sagsbehandlere og skriver videre på den socialfaglige undersøgelse. Uden at der ifølge tv-dokumentaren blev grebet ind. Rasmus bliver bortvist fra skolen, begynder at hænge ud i Kennedy Arkaden sammen med 50 andre utilpassede unge og får her status og betydning som leder. Røveriske overfald for at skaffe penge, slagsmål og et stadigt stigende misbrug af spiritus og stoffer fjerner Rasmus længere og længere fra virkeligheden. Samtidigt bliver familien tilbudt MST. Multisystemisk terapi. Og en gang om ugen i et to måneders forløb kommer en sagsbehandler på besøg og kan snart konstatere, at målene er opfyldt. Nemlig at reducere den aggressive adfærd og dermed undgå anbringelse. Parallelt hermed slår Rasmus en 43-årig ned på et værtshus i Aalborgs Vestby, og han begynder at småpushe stoffer i byens betændte Jomfru Ane Gade. Og til sidst – ja, da går det galt. Du kan mene, hvad du vil om programmets stil med dyster underlægningsmusik og slørede gadebilleder fra Kennedy Arkaden og Jomfru Ane Gade, men effektivt er det. Men også voldsomt irriterende som programmet skrider frem, da skabelonen – den forudsigelige spændingskurve frem mod rovdrabet – hele tiden går i vejen for fordybelse og ikke tillader, at vi får fat i nogle af de væsentlige problemstillinger og svigt som Rasmus bliver udsat for. MST – hvad er det nu for en størrelse og hvorfor bruger Aalborg Kommune den? Den er billig, kan vi forstå - denne amerikanske vidundermedicin i form af skemaer og afkrydsninger, og derfor er den også indført for at spare penge på tvangsanbringelser udenfor hjemmet. Men hvorfor tager sagsbehandlingen så lang tid? Hvorfor lader den socialfaglige undersøgelse vente på sig? Og hvorfor bliver der ikke grebet ind, når politiets ungdomsgruppe igen og igen må sende bolden videre til kommunen, fordi Rasmus er under den kriminelle lavalder? Taler kommune og politi ikke sammen? Og hvorfor bruger vi MST herhjemme, mens de i Sverige har forskere, som siger, at de familier, der modtager MST-terapi ikke får det bedre end dem, der står på venteliste til at få MST. Hvorfor skulle det gå så galt, før vi fik øjnene op. For det gælder jo om at styrke netværk og familie her og nu. Og ikke i morgen. I morgen kan det være alt for sent, og Rasmus, et barn, som blev alt for hurtig voksen på den forkerte måde, må stå tilbage med et ødelagt liv. Fordi vi lod ham vente. For længe.