Rasmus Klump har vokseværk

TIVOLI:Netop nu bliver der gravet, støbt og hamret løs i Københavns Tivoli på et 1300 kvadratmeter stort område. En seks meter lang ubåd med periskop skal ligge klar til afgang, vand fra jumping jets springvand skal danse fra søjle til søjle, skibet ”Mary” skal lægge til på ryggen af den 14 meter lange hval Valde, der får et pandekagehus i gabet – når Rasmus Klumps Verden folder sig ud i sommersæsonen 2010. Rasmus Klumps Verden kommer til at bestå af klynger af legeøer, som bindes sammen af 40 aktiviteter. Det hele er udtænkt af den prisbelønnede chefdesigner for Busch Gardens forlystelsesparker i USA, Jumana J. Brodersen.