Rasmus Lauge: Flensburg er favorit til mesterskab

Flensburg-Handewitts Anders Eggert mener ikke, at hans hold har favoritværdigheden i Tyskland.

Rasmus Lauge: Flensburg er favorit til mesterskab

Kampen om det tyske mesterskab i håndbold kan blive en tæt affære i denne sæson.

Klubber som de regerende mestre, THW Kiel, Flensburg-Handewitt, Champions League-vinderne fra HSV, Rhein-Neckar Löwen og Füchse Berlin er blandt bejlerne til titlen.

Det forudser to danske landsholdsspillere, der spiller i hver deres topklub i det nordlige Tyskland.

- Jeg synes stadig, at HSV er med, selvom de har fået en halvsløj start. De har et godt hold, og når det bliver sammenspillet, bliver de farlige, siger THW Kiel-playmakeren Rasmus Lauge.

- Men ellers er det de hold, vi kender. Jeg mener, at Flensburg-Handewitt er favoritter, for de har ikke haft så mange udskiftninger.

- Rhein-Neckar ser også rigtig stærke ud. Og med Füchse Berlin er der fire-fem hold, som nok kommer til at kæmpe om det frem til de sidste kampe, siger Rasmus Lauge.

Flensburg-Handewitts Anders Eggert griner lidt, da han hører, at landsholdskollegaen fra THW Kiel giver hans hold rollen som favorit.

Ikke mindst fordi rekordmestrene Kiel har vundet den tyske liga otte gange de seneste ni sæsoner.

- Jeg synes, det er lidt tidligt at smide den over på os, efter at Kiel har vundet i, jeg ved ikke, hvor mange år. Der er fem gode hold i toppen, og det er helt åbent, siger Anders Eggert.

- Det bliver spændende at se med et HSV-hold, der har rigtig mange stjerner, men som har tabt de første to kampe.

- Vi har selv smidt to point, Füchse Berlin har smidt to point, mens Kiel og Rhein-Neckar endnu ikke har tabt point. Det er selvfølgelig blandt de fem hold, det skal afgøres, ellers vil det da være noget af en overraskelse, siger venstrefløjen.

I aften spiller Flensburg-Handewitt på udebane mod Rhein-Neckar Löwen, der har Niklas Landin som målmand.

Hjemmeholdet har ligesom Kiel og Magdeburg maksimumpoint efter tre kampe, mens Flensburg-Handewitt led sit første pointtab i sidste spillerunde med 27-29 ude mod Magdeburg.

- Kampen er rigtig vigtig, det er der ingen tvivl om. Det er generelt nogle vigtige udekampe, vi har nu med kampe mod Magdeburg, Rhein-Neckar og Lübbecke.

- Det er alle sammen tophold, hvor man ved, at det bliver svært. Vi skal have point nogle af stederne. Nu blev det desværre ikke i Magdeburg, og det gør bare kampen mod Rhein-Neckar endnu vigtigere, siger Anders Eggert.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst