Rasmus Quaade skal køre VM-enkeltstart

Efter DM-sølvet på enkeltstarten er cykelrytteren Rasmus Quaade blevet udtaget til VM i samme disciplin.

Rasmus Quaade skal køre VM-enkeltstart

Cykelrytteren Rasmus Quaade bliver den ene af Danmarks to repræsentanter på VM-enkeltstarten i Italien i efteråret.

Danmarks Cykle Union (DCU) har udtaget rytteren, som torsdag aften vandt sølv ved DM i Vordingborg efter vinderen, Brian Vandborg.

- Enkeltstarten ved VM bliver nu det sene efterårs store mål for Rasmus, og jeg vil gerne give ham ro og mulighed for at forberede sig bedst muligt, siger DCU's sportschef, Lars Bonde, i en pressemeddelelse.

- Det er en forholdsvis flad og ikke særlig teknisk rute, hvor Rasmus kan bruge sin power, siger Lars Bonde om VM-ruten.

23-årige Rasmus Quaade er glad for tilliden og VM-billetten.

- Jeg er utrolig glad og stolt over, at Lars vælger at udtage mig allerede nu. Udtagelsen giver mig ro til at fokusere min træning frem mod VM. Hvis jeg var tvunget til at bevise noget tættere mod VM, ville det gå ud over min præstation, siger han.

Danmark har to pladser til VM-enkeltstarten, der bliver kørt den 25. september.

DCU vil vente lidt med at udtage den anden rytter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.