Rasmus retur

AALBORG:Man har et standpunkt, til man tager et nyt, sagde salig Jens Otto Krag. Og noget kunne tyde på, at det er det, der er sket for AaB's Rasmus Olsen, som i går blev udtaget til bruttotruppen til OL-kvalifikationen i Norge om 14 dage. Men sådan er det ikke helt, fortæller forwarden, som eller havde meldt fra til landsholdet ovenpå VM i Quebec sidste år i maj. - Jeg har hele tiden sagt, at jeg var klar til OL-kvalifikationen, hvis man kunne bruge mig. Jeg sagde fra, fordi jeg havde brug for at finde mig selv, men jeg vidste godt, at der kunne komme til at mangle folk til OL-kvalen, og derfor sagde jeg, at jeg var til rådighed, fortæller Rasmus Olsen, der er eneste AaB'er i truppen. Forwarden har på det seneste haft pæn succes i AaB's førstekæde, og med 26 point er han faktisk tredjebedste danske pointsluger i denne sæson efter Mads Christensen, SønderjyskE og Morten Lie, White Hawks. I en udlændingetæt liga rækker det imidlertid kun til en plads om nummer 38 (!) på den samlede topscorerliste, hvor også klubkammeraten Evan Schwabe ligger foran Olsen. De to spiller i kæde sammen, og fighteren Rasmus Olsen giver da også Schwabe og Kevin Marsh deres del af æren for comebacket i landsholdsdragten. - Jeg har tidligere spillet i både anden- og tredjekæden, men det er da en cadeau til de andre, at jeg er med, og at jeg har scoret de point, jeg har, siger københavneren, som dog ikke er tilfreds med sin egen indsats af den grund. - Jeg har slet ikke scoret de point, jeg tidligere har gjort - og burde det gøre. I AaB lejren krydser man dog fingre for et par stykker af slagsen i aften, hvor holdet næsten 100 procent sikkert kan sætte White Hawks af i mellemspillet med en sejr. AaB er i næsten stærkeste opstilling, og må kun se bort fra karantæneramte Pär Bäcker til opgøret, hvor kaptajn Bo Nordby Tranholm spiller sin kamp nummer 500 - og når det nu ikke kunne blive hjemme, så er et lokalslag vel ikke det værste sted at fejre et så markant jubilæum.