Lokalpolitik

Rasmus: - Vi kommer igen

Anny Winther bliver nok træt inden næste valg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Janni Kragelund Karlsson - ny S-formand.

STØVRING:Optimismen fejler ikke noget hos Socialdemokraterne, som lokalt netop har holdt generalforsamling. - Vi kommer igen, lover Rasmus Ingstrup, der trak sig på generalforsamlingen som formand for at få tid til studier og arbejde. - Næste gang har vi mere tid, denne gang vidste vi jo først i april, hvordan den ny kommune ville blive, forklarer den afgående formand, der for tiden arbejder i Bilka og efter sommer vil starte på en politisk-administrativ uddannelse på Aalborg Universitet. Den ny formand er Janni Kragelund Karlsson, der også var opstillet for Socialdemokraterne ved kommunalvalget i november. Hun forlader kassererposten i partiet, en post den afgående formand overtager. Valgt yderligere til bestyrelsen blev Sonja Thomsen og Bruno Nielsen, ligeledes kandidat ved kommunalvalget. Flere medlemmer - Det har været et sindssygt travlt år, fortsætter Rasmus Ingstrup med kongres og valget af Helle til landsformand. Partiet har også oplevet en stigning i medlemstallet på 25-30 procent, en udvikling der fortsatte hen over sommeren, erindrer den afgående formand. Den normale medlemstilgang er på omkring fem procent og stigningen skyldes kongressen, formandsvalget og ikke mindst kommunalvalget. Bedre tid til næste valg - Vi er selvfølgelig ikke glade for, at Dansk Folkeparti er ved at være på samme størrelse som Socialdemokraterne, medgiver Rasmus Ingstrup, men man må huske på, at der kun er tale om en meningsmåling. Det er værd at bemærke, at kommunalvalget faktisk gik godt. Borgmestereffekten har vi jo også set i Støvring, hvor Anny Winther fik et godt valg. Det er af samme grund noget op ad bakke for os i Støvring. Men om fire år begynder hun nok også at blive træt og vil da have god tid til at forberede næste valg. - Vi er jo udfordrerne, og det kræver altså mere tid inden valget. Det vil vi forberede os på, forsikrer Rasmus Ingstrup. Ved kommunalvalget i november fik Socialdemokraterne seks mandater og de interne afstemninger i partiet betød, at Støvrings Klaus Anker Hansen blev partiets spidskandidat og en af de tre fra Støvring som fik plads for S i det ny sammenlægningsudvalg, der efter nytår bliver til byrådet for Rebild.