Rasmus Würtz afviser mental krise

Nedsmeltningen mod SønderjyskE fylder intet i AaB, der vil tilbage i bronzekampen

Der er ingen mental krise i AaB, siger Rasmus Würtz. Arkivfoto: Lars Pauli

Der er ingen mental krise i AaB, siger Rasmus Würtz. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Kritikken var hård i kølvandet på den seneste spillerunde i Alka Superligaen, hvor AaB kollapsede i anden halvleg og tabte 1-4 til SønderjyskE på eget græs.

I kulissen begyndte spørgsmål om en mental krise at rejse sig, fordi AaB på lignende vis havde sat en sikker føring over styr på 45 forfærdelige minutter i Esbjerg, hvilket resulterede i et exit fra pokalturneringen.

- Jeg synes ikke, der er en mental krise. Vi har selvfølgelig snakket om tingene, og vi er nødt til at huske vores reaktion på modgangen. Vi er bedst, når vi bliver ved med at tro på egne evner og spiller vores spil. Efter SønderjyskE’s scoring formåede vi ikke at fastholde vores koncept, men det skal vi, hvis der kommer modgang i Randers, siger Rasmus Würtz.

Viceanføreren håber, at AaB kan melde sig ind i kampen om bronzemedaljerne mandag aften, hvor de forsvarende danske mestre møder Randers FC på udebane.

- Det er jo det, som man kalder en sekspointskamp. Hvis vi vinder, er vi med deroppe, hvor det er sjovt, og så er tredjepladsen indenfor rækkevidde. Presset ligger lidt på vores skuldre, fordi vi er fire point efter Randers, forklarer Rasmus Würtz.

Kampen i Randers starter klokken 19.30.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.