Rav i taxa-branchen

Vognmænd udfordrer gamle kolleger

Carl Åge Østergaard
Brian Bertelsen og Bruno Kirkegaard - nu med planer om eget bestillingskontor. Foto: Kurt Bering
Lokalpolitik 8. november 2011 12:00

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Minibusser på Ellehammervej vil konkurrere direkte med Frederikshavn Taxa og andre taxi-selskaber i kommunen. Frederikshavn Minibusser har søgt Frederikshavn Kommune om ti taxi-tilladelser og om tilladelse til at oprette et nyt bestillingskontor. En ide, som Frederikshavn Taxa absolut ikke bryder sig om. For der er smalhals i branchen. Frederikshavn Taxa har inden for et år haft en nedgang i antallet af ture på 20 procent og antallet af taxi-tilladelser er i år reduceret med 8 til kun 24. Frederikshavn Minibusser råder over to busser og 28 minibusser. Firmaet kører en betragtelig del af den offentlige kørsel i Frederikshavn og nabokommunerne og har også kørsel for regionen. Selskabet benytter i betydeligt omfang underleverandører, men vil gerne kunne sende ekstrakørsel over til eget taxaselskab. Det vil lette kommunikationen i forbindelse med ekspedition af bestillinger, og samtidig give taxakunderne en bedre betjening, mener Frederikshavn Minibusser. Frederikshavn Taxa kan ikke genkende Frederikshavn Minibussers beskrivelse af monopolagtige tilstande og mener heller ikke, selskabet har noget grundlag for bekymringen for taxibetjeningen i Frederikshavn. Frederikshavn Minibusser ejes af to branchefolk, Brian Bertelsen og Bruno Kirkegaard, begge med en fortid som både vognmænd og bestyrelsesmedlemmer i Frederikshavn Taxa og Vendsyssel Taxa. Frederikshavn Minibusser blev oprettet i 2006 og overtog i 2008 Vendelbo Rejser i Hjørring. Selskabets ansøgning om eget bestillingskontor behandles på plan- og miljøudvalgets møde i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...