EMNER

Ravage i Fjerritslevs natteliv

Politiet søger vidner til de hærværkstilfælde, der ramte byen i weekenden

FJERRITSLEV:Ikke færre en syv noterede sager ligger lige nu på politiets bord i Løgstør efter en weekend, der gik op i hærværk og ødelæggelser. - Hvis man ser på enkeltsagerne, er det ikke voldsom, men hvis man lægger det hele sammen, er det, hvad jeg vil kalde for groft hærværk, og skaderne løber samlet set op i et beløb på over 20.000 kroner, fortæller vagthavende ved Løgstør politi. Og skadeslisten er lang. I Østergade blev dørkarm og wc-kumme ødelagt på et offentligt toilet. På Østergade i lystanlægget blev en græsplæne opkørt og et stråtag på et lysthus ødelagt. I Søndergade blev en gadelampe knust, og i Danmarksgade blev en glasdør og en papirholder ødelagt på et offentligt toilet. Ud over det fik en bil på Droobs Plads smadret en siderude og blev ridset i lakken. På Droobs Plads blev en cykel ligeledes kastet ned i asfalten, så den blev delvist ødelagt. Natteravnene var i byen under hele weekenden og de lagde fredag mærke til at der var udøvet hærværk rundt om i byen. - Vi hørte et stort brag og gik om til Danmarksgade, hvor vi kunne se, at der var kylet en skraldespand gennem et vindue. Men de var væk, da vi kom frem, fortæller Dorte Nyman fra natteravnene. De vil nu overveje, om de skal ændre deres vagtrute, så de er på gaderne lidt senere, når folk er på vej hjem fra byen. Dorte Nyman understreger dog, at de ikke er et vagtværn, men at de er der for de unges skyld, så de kan kun se og observere. Og det er netop observationer, som politiet nu har brug for. -Vi søger vidner til hærværket, og vi vil gerne have noget at arbejde med, fordi vi har ikke mulighed for at skaffe tekniske beviser, fortæller vagthavende ved Løgstør Politi. Politiet kan kontaktes på 96 66 14 48