Teater

Ravnshøj fester i Hawaii-stil

Masser af sjov blandt andet i hallen med sand og palmer i bedste frederikshavnerstil

Henrik David er klædt på til fest. Foto: Bent Jakobsen

Henrik David er klædt på til fest. Foto: Bent Jakobsen

RAVNSHØJ:Trods de faldende temperaturer, er sommeren bestemt ikke slut i Ravnshøj, hvor der i disse dage er festuge i byen. Idrætsforeningen har givet startskuddet til en lang række aktiviteter, som lørdag slutter af med Hawaiifest i hallen. - Maden leveres af Madkongen, som har sammensat en meget spændende og eksotisk menu. Musikken under spisningen og til dansen bagefter leveres af ”Big Daddy’s”, fortæller formanden for Ravnshøj Idrætsforening, Henrik David. Idéen med en Hawaiifest i Ravnshøjhallen kommer også fra formanden. - Vi har lagt strandsand på gulvet og bygget op med palmer og liggestole. Alle herrer i Hawaii-skjorter og damer med blomsterkrans får en gratis velkomstdrik - i den rigtige Hawaiistil. Vi sælger også skjorterne, siger Henrik David. Løjerne begyndte i aftes, hvor der var mulighed for at vinde store gevinster ved det traditionsrige bankospil som Sportens Venner arrangerede. Familieaften I dag fredag er familieaften, som begynder med, at der grilles på festpladsen. Bagefter går det løs med revy. Selv om revyholdet for et år siden bebudede, at det var holdets sidste forestilling, så har holdet alligevel ladet sig overtale til at give en ny forestilling i år. Instruktøren Susanne Thomsen har skrevet tekster og optræder selv på scenen. Det bliver en rigtig god revy, lover Susanne. I revyen møder publikum blandt andre et par tv-helte fra 1970’erne, vi ser hvordan globaliseringen pludselig kommer til Ravnshøj, og 2006-revyens succesrige cirkusartister møder med et nyt nummer. Ingen revy uden den lokale sladrebænk, som i Ravnshøj er med Gerner Jensen, Søren Thomsen og Leif Mortensen. De øvrige medvirkende er Mie Jensen, Ellen Mortensen, Simon Jensen og Jesper Hansen. Fredag aften slutter med det forrygende, lokale band Replay. Fire unge, friske fyre med musisk talent leverer stemmer og musik til en række kendte sange skrevet af Kim Larsen, Allan Olsen og mange flere. De fire er Jonas M. Jensen, Jacob Rasmussen, Frodi og Søren Stenhøj. Replay kan mere end blot spille melodier fra andre band. Replay vil denne aften – for første gang – spille numre som orkestret selv har komponeret. I fodboldens tegn Lørdag står i fodboldens tegn. Mikroputterne går på banen til større microputstævne. Senere mødes de voksne til kampen om det bedste gadefodboldhold. Henrik David håber, at der også i år er mange som tager del i festlighederne. - Formålet er ud over, at vi får nogle festlige dage, også at skaffe midler til foreningen og dens arbejde for byens børn og unge, siger formanden.