Ravnshøj har gjort et stort video-kup

Ravnshøj VHS - der er billeder i søgeren

Skolevæsen 17. september 2002 08:00

RAVNSHØJ: Ole Pedersen er flyttemand og bor i Ravnshøj. Da Frederikshavn kommune siger ja til at købe Frederikshavn Havn af staten, kommer han på en stor opgave, da de gamle SHAF-lokaler skal rømmes. Ole Pedersen skal hjælpe med at bære de mange ting væk. Og det er noget af et arbejde, for der er meget. På et tidspunkt når han til et lokale, hvor der står massevis af videoudstyr. Både videokameraer, monitorer, redigeringsanlæg...ja alt, hvad en amatørfotografs hjerte kan begære. Ole Pedersen spørger, sådan lidt for sjov, om alt det udstyr også skal væk. Det regner han egentlig ikke med. Men jo, det skal det. Den nye, kommunale selvstyrehavn vil ikke bruge udstyret, fordi det er forældet. Og så ser Ole Pedersen sit snit til at få virkeliggjort sin drøm om at optage og redigere video. Og han må gerne få udstyret, hvis han bare selv flytter det. Men da Ole Pedersen kommer hjem den aften, får han alligevel lidt kolde fødder. For hvor skal han finde plads til alt det? Efter nogen grublen får han imidlertid en lys idé, og han kontakter sin nabo. Video for skoleelever Naboen hedder Jørgen Steengaard og sidder i byrådet for Venstre. Han bliver fyr og flamme, da han finder ud af, at Ole Pedersen kan skaffe videoudstyr helt gratis. De to planlægger og realiserer, at videoudstyret bliver fragtet fra havnen til Ravnshøj, hvor det nu står i et rum i den gamle pedelbolig ved skolen. - Planen er nu, at vi vil lave et videolokale for alle kommunens skoleelever. Her kan de i forbindelse med skoleprojekter låne udstyr til at optage video og de kan selv få lov at redigere det. Det tror jeg, bliver et hit, siger Jørgen Steengaard. Men det er ikke den eneste idé, som de to projektmagere er kommet frem til. Lokal tv - På en generalforsamling i antenneforeningen i Ravnshøj blev der engang sagt, at der var en ledig kanal, og hvis nogen ville lave lokal-tv var den til rådighed, fortæller Ole Pedersen. - Problemet var bare, at antenneforeningen ikke havde penge til udstyr, og nå ja, så blev det ikke til noget. For skal man selv ud at investere, bliver det en dyr omgang. - Men nu er problemet jo løst, for vi har fået al nødvendigt udstyr. Så nu kan vi realisere drømmene, siger Ole Pedersen. Jørgen Steengaard nikker og mener, at man med hjælp fra Ravnshøj Skoles elever og interesserede borgere kan lave en lokal-tv-udsendelse en gang ugentligt. Digitale billeder Videoudstyret, som Ravnshøj har fået, har en værdi af cirka 300.000 kroner. De fleste, som kender til projektet i Ravnshøj, har da også undret sig over, hvorfor havnen ville skille sig af med noget så værdifuldt. Men det har en naturlig forklaring. - Vi har faktisk ikke brugt videoudstyret i statshavneregi de sidste tre-fire år. Det var meningen, at vi på video skulle registrere vores projekter og lave info-film, men det tog for lang tid. Så i dag bruger vi et lille digitalkamera, og det med videooptagelser er droppet, siger Mogens Larsen fra Frederikshavn Havn, som har arbejdet en del med det gamle udstyr. - Det var da lidt sørgeligt, hvis det bare skulle smides væk, så jeg er faktisk glad for, at borgerne i Ravnshøj kan bruge det, siger han. Og selv om det ikke er det nyeste udstyr, så mener han, at det er en god læremester. - For børn og andre nybegyndere er det jo ideelt. De lærer det hele fra bunden, og kan så senere bygge ovenpå deres kunnen med for eksempel digitale optagelser, siger Morgens Larsen. Ny bestyrelse Indtil videre tilhører udstyret Fælles Virke Vest, en paraplyorganisation for alle foreninger i Ravnshøj, Kvissel, Skærum og Åsted. Men det er meningen, der skal oprettes en decideret tv-forening, så på en stiftende generalforsamling den 3. oktober skal der nedsættes en bestyrelse og forskellige arbejdsgrupper, så de to idémageres ideer kan blive virkelighed. - Vi kan jo optage alt, hvad der sker i vores lille bysamfund, og det tror jeg er vigtigt. For så har vi et samlingssted og får på den måde et endnu bedre sammenhold, siger Ole Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...