EMNER

Ravnshøjhallen bliver til Rodeo-ring

RIF fejrer 25 år med hele tre arrangementer i samme uge

RAVNSHØJ:Ravnshøj Idrætsforening sætter alle sejl for at skabe kraftfuld og festlig sejlads på lørdag, hvor foreningen kan fejre 25 året for etableringen. Gennem de seneste år har Ravnshøj Idrætsforening lagt lidt til side netop til denne jubilæumsfest, og derfor kan RIF byde medlemmerne på ikke mindre end tre arrangementer i løbet af den kommende uge. Første arrangement er for børn og barnlige sjæle. Det løber af stabelen på lørdag, hvor Ravnshøj Hallen fra 12-24 omdannes til et kæmpe legeland. Der er lejet alle mulige forlystelser lige fra små el-biler til rodeo-tyr. Og om aftenen vil dervære diskotek, så alle klubbens ungdomsspillere kan komme ud og vigte med ørene. Tager de legekammerater, naboer eller familie med får de adgang til legeland for en flad 20-er. Vi forventer mellem 100 og 200 børn til arrangementet, fortæller formanden Kristian N. Thomsen. Om søndagen er det selve jubilæumsdag og derfor er "klædedragten" lidt mere formel. Fra 13-16 er der reception i klubhuset. - Her er naboklubber, organistationer, kommune, sponsorer, byens borgere, klubbens medlemmer og andre interesserede inviteret - kort sagt alle er velkomne, siger formanden. Sidste arrangement er den store gallafest. Den holdes lørdag 18. september i Ravnshøj Hallen. Alle bestyrelsesmedlemmer gennem de 25 år er inviteret. Det samme er byens borgere, klubbens nuværende og tidligere medlemmer, sponsorer og mange andre, og aklkurat som ved receptionen er alle interesserede velkomne. Efter gallamiddagen spillert det populære danseorkester "Bongoes" op til dans.