Musik

Razz rammer Frederikshavn

Danmarks populæreste børneidol giver koncert i FFK-hallen

FREDERIKSHAVN:Så kan alle friske drenge og piger godt kridte danseskoene og bede far og mor sætte kryds i kalenderen ud for søndag den 13. april. Den dag, Palmesøndag, kommer Danmarks børneidol nr. 1, Razz, til byen og giver koncert i FFK-hallen. Arrangører af koncerten, hvor der også bliver modeshow, er spejderne fra DDS Peter Wessel Gruppe. Spejderforeningen fra Rosevej samler blandt andet penge ind til en sommerlejr i England, og spejderne har allieret sig med koncertarrangørerne Henrik "Røde" Jensen og Uffe Hansen, der tror på "fuldt hus" i FFK-hallen den 13. april. - Razz udgiver en ny cd i løbet af foråret og han har spillet for totalt udsolgte huse på store koncertsteder som Musikhuset i Århus, Trommen i Hørsholm og Portalen i Greve, siger Røde. 10 kr. af hver billet går i øvrigt til Red Barnet, og derudover bliver der formentlig et pænt overskud til Peter Wessel gruppe. Røde og Uffe Hansen står også bag RockParty 2003 på Dyrskuepladsen i maj, hvor de har allieret sig med tre mindre idrætsforeninger. Kickflipper Razz - som for 13 år siden blev døbt Rasmus Ott - blev på rekordtid et fænomen, da han for et år siden sang, dansede og rappede sig ind i alles hjerter ved det danske Børne Melodi Grand Prix, MGP, med hitsangen Kickflipper. Siden gentog Razz kunststykket i finalen ved MGP Nordic. 8000 festklædte fans i et udsolgt Forum samt 1,5 millioner danske tv-seere så Razz give de svenske og norske deltagere baghjul. På den efterfølgende koncertturné skabte den 13-årige charmetrold med de store bukser og den omvendte kasket Beatles-agtige tilstande med hysteriske teenagepiger, der overnattede foran spillestederne for at sikre sig en plads i forreste række så tæt på Razz som muligt. Egen fanklub I dag har Razz sin egen fanklub med officiel hjemmeside og selvstændig merchandise-serie med alt lige fra T-shits over caps, trendy nøglesnore til kuglepenne, plakater med mere. Billetsalget starter på fredag i Sportsmaster i Havnegade og fra mandag vil man også kunne købe billeter til Razz-koncerten i Nærbutikken, i CD-Baren og på posthuset. Billetprisen bliver 120 kr. plus 10 kr. i forsalgsgebyr. Der er plads til 1300 tilhørere i FFK-hallen.