Razz trak unge til børnekulturmesse

EMNER 9. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Den aalborgensiske sanger Razz har i den grad tag i sit hjemmepublikum. Både lørdag og søndag hev han i tusindvis af børn og unge til, da han optrådte i henholdsvis Aalborg Storcenter og ved børnekulturmessen Toppen og Bolden i Aalborg Kongres & Kultur Center. Ved storcentret, som fejrede seks års fødselsdag, var tilstrømningen til den unge Razz så stor, at hele forpladsen ved indgang D var proppet med mennesker, som stod i kø for at komme ind og høre det unge idol. I går var turen så kommet til Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor koncerten med Razz var det helt store trækplaster. Over 4000 mennesker gæstede i går børnekulturmessen - og mange kom for at lytte til Razz. Haldirektør Ernst Trillingsgaard kunne således glæde sig over, at det samlede besøgstal ved messen i weekenden blev 5600. Derimod er han noget mere bekymret, når det gælder antallet af unge gæster til kulturmessen, som fortsætter i dag og i morgen, hvor kommunens pædagoger strejker. - Normalt har vi mange institutioner, som besøger messen, men vi håber i stedet, at forældre eller bedsteforældre, som passer børnene, vil kigge forbi, siger Ernst Trillingsgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...