Razz uden Reumert

Musik 28. februar 2003 07:00

CD BØRNERAP Razz: "Kast dine hænder Op" Lad det være hævet over enhver tvivl: Den første cd med den unge MGP-vinder Razz sidste sommer var forfriskende. Det var rap i børnehøjde. Sjove, mundrette rim. Men med mange kiksere sådan rent sprogligt. Det gør så heller ikke alverden. Lige som med SMS-sprog er rap også uden for mange snærende og pædagogiske bånd sådan rent grammatisk. Nu er Razz ude med opus 2. Man kan vælge at sige - det er den pæne udgave - at den fortsætter, hvor 1'eren slap. Man kan også sige, at den er for slap. Der er nemlig absolut intet nyt over "Kast dine hænder Op". Cd'en er udgivet for at ride højt på Razz-bølgen, som kræver nye numre her og nu. Det er, kommercielt set, helt i orden. Men stor kunst bliver det nu aldrig. Og fornyelsens charme, som vi oplevede sidste forår med første Razz-rap, er forlængst væk. Her kan vi kun glæde os over genkendelsen og gentagelsen. Numrene kredser tekstmæssigt meget om Razz. Han har også selv været med til at skrive dem. Det er det nye. Nu handler sangene om sangeren. Og det hvad enten han er på vej i zoo i spædbarnsrapperen "En tur i Zoo", der henvender sig til blebørn, eller han rapper følsomme sange om den nye, dejlige pige i klassen, som han gerne vil være kæreste med. Det handler også om rummænd og Razz Og endelig er Razz helt frem i skoene i slutnummeret "Bare et Øjeblik", der måske er pladens mest ærlige: Den handler om, hvor heldigt det er at være Razz, men også om hvor rart det kunne være at være lidt i fred bare en gang imellem. Stor lyrik er det ingenlunde, og som voksen generes man noget af at endelserne bides af alle de sidste ord for at få dem til at rime. (Det hedder aleen og ikke alene etc.) Den var skisme ikke gået i Poul Reumerts tid. Men på den anden side: Poul Reumert er død. Det er Razz bestemt ikke. Så skal vi ikke gætte på, at endnu et børnehit er født. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Razz: "Kast dine hænder Op". Udkommer i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...