Razzia i Schipol lufthavn

HAAG: 13 mennesker blev anholdt og 16 våben beslaglagt, da hollandsk politi mandag gennemførte en omfattende razzia i Amsterdams Schipol-lufthavn, oplyser det hollandske nyhedsbureau ANP. 125 politifolk assisteret af to enheder med urobetjente deltog i razziaen, hvor i alt 1135 køretøjer og 1609 mennesker blev undersøgt. Blandt de beslaglagte våben er en riffel, tre knive, to dåser tåregas og flere håndvåben. Tilsvarende razziaer bliver jævnligt gennemført i Schiphol-lufthavnen, der er en af Europas travleste, oplyser de hollandske myndigheder. /ritzau/AFP