Razzia mod spillehaller

Afviste og efterlyste asyl-ansøgere arbejdede illegalt

KØBENHAVN:Mistanken holdt stik, da skattevæsen og politi foretog razzia mod fem spillehaller i København, hvor ejerkredsen i forvejen er mistænkt for millionsvindel med afgifter. Tre afviste og efterlyste asylansøgere var på “arbejde” i spillehallerne. Nu er de anholdt for at blive udvist. Skat har før oplevet, at de ansatte stak af i en vis fart, når der var kontrol. Derfor blev kontrolaktionen gennemført på samme tidspunkt i samtlige spillehaller og med politiets assistance, oplyser afdelingsleder Lars Klamer fra Skattecenter København. Alle tre asylansøgere havde større pengebeløb på sig. En af dem boede ligefrem i et lokale ved siden af spillehallen, hvor han havde dyne, tøj og en kuffert, som han nu får brug for. En forsøgte at stikke af fra politiet. En anden fortalte, at han ikke anede, at han har været efterlyst i mere end et år. De oplyste, at de var ansat af samme kreds af personer, som mistænkes for omfattende svindel med bl.a. upantmærkede varer. Skattecenter København vil nu undersøge muligheden for at fratage ejerkredsen retten til at drive virksomhed og inddrage spilletilladelserne til de enkelte spillehaller./ritzau/