Real Madrid nedkæmper Eibar trods offside-udfordringer

Real Madrid fik annulleret tre mål hjemme mod Eibar, men tog alligevel sejren og holder sig til i ligatoppen.

Marco Asensio kan følge sin afslutning skrue i mål til 1-0 i hjemmekampen mod Eibar.

Marco Asensio kan følge sin afslutning skrue i mål til 1-0 i hjemmekampen mod Eibar.

MADRID:De spanske mestre fra Real Madrid havde ikke ret godt styr på offsidelinjerne offensivt, men det lykkedes alligevel favoritterne at tage en sejr på 2-0 mod bundholdet Eibar i La Liga.

Zinedine Zidanes mandskab er nu tre point efter Atlético Madrid og et enkelt point foran FC Barcelona i tabellen. Begge rivalerne har dog en kamp til gode.

Real Madrid kom aggressivt fra start lørdag. Allerede efter tre minutter burde Karim Benzema have gjort det til 1-0, da han opsnappede en skidt tilbagelægning. Marko Dmitrovic leverede dog en flot redning.

To minutter senere fik Benzema bolden i nettet, men han var en halv meter offside på indlægget fra Marcelo.

Det trak op til scoring. Men de berømte marginaler var ikke på mestrenes side.

Midtvejs i halvlegen var overliggeren i vejen for et flot frispark af Marco Asensio, som små ti minutter fra pause også måtte se en scoring annulleret for offside.

Kantspilleren havde dog mere i posen, og efter 40 minutters spil kom så 1-0-målet, da han sikkert udplacerede Dmitrovic efter at være blevet spillet fri af Casemiro.

Med en halv time igen af kampen ville vejrguderne også spille en rolle i kampen.

Fra høj, spansk forårssol slog vejret over i et gedigent uvejr med kraftig vind, tung regn og tordenvejr.

Med vinden i ryggen trykkede gæsterne mere frem, og vejret gav samtidig flere tilfældigheder i spillet. Det skabte tydeligvis uro hos Real Madrid.

20 minutter før tid fuldbyrdede Casemiro en slags hattrick for hjemmeholdet, da hans beherskede langskud førte til holdets tredje annullerede scoring for offside i kampen.

Kort efter kom så den scoring, Zidanes tropper sukkede efter for at skabe ro. Indskiftede Vinicius Junior stod for det flotte forarbejde, og med hovedet scorede Benzema for syvende kamp i træk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.