Fodbold

Real-træner roser reserven Bale efter derbysejr

Gareth Bale har haft det svært i Real Madrid på det seneste, men waliseren sikrede 3-1-sejren over Atlético.

MADRID:Real Madrid spillede sig lørdag på andenpladsen i Primera Division, da lokalrivalerne Atlético Madrid blev besejret 3-1 på udebane.

Dermed nåede Real Madrid op på 45 point og har fem point op til FC Barcelona, der på førstepladsen har spillet en kamp færre.

Real Madrid vandt sin femte ligasejr i træk efter scoringer af Casemiro, Sergio Ramos og Gareth Bale.

Man skal helt tilbage til 6. januar for at finde seneste nederlag i ligaen, da Real Sociedad I Madrid overraskede alt og alle og vandt 2-0.

Den walisiske stjerne var henvist til bænken i opgøret lørdag, men Bale kom ind og scorede det sidste mål i sejren.

Bale har på det seneste haft svært ved at erobre en stamplads i Real Madrid, da 18-årige Vinicius Junior og Lucas Vázquez har leveret gode præstationer, men efter en lille time blev han sendt på banen.

Et kvarter før tid sparkede han fladt bolden i mål efter et oplæg fra Luka Modric, og det var Bales scoring nummer 100 for Real Madrid, siden han skiftede til klubben fra Tottenham i 2013.

Real-træner Santiago Solari var da også godt tilfreds med Bale efter sejren.

- Han er i en fænomenal form, og han kom glad ind i omklædningsrummet bagefter, fordi han scorede. Kampen var stadig i live, og han dræbte den med sit mål. Han forbedrer sig i hver kamp, siger Solari.

Han overtog Real Madrid i oktober i fjor, da klubben lå på niendepladsen i ligaen, og han har formået at vende tingene.

- Nøglen er spillerne. Sådan er det altid. Vi er alle en del af et hold. Det fysiske, indsatsen, hjertet og talentet er spillernes. De fortjener at få kredit, siger Solari.

Anfører Sergio Ramos ser også særdeles positivt på den kommende tid, og han jagter mesterskabet.

- Vi opnåede, hvad vi ville, som var at nå andenpladsen og komme tættere på toppen. Sæsonen er ikke færdig endnu, og der er stadig mange point at spille om. Vi bliver ved at kæmpe til det sidste, og vi vil forsøge at gøre det svært for Barcelona, siger Ramos ifølge AP.

/ritzau/Reuters